Fantastic Four, eller rettere Fant4stic, fordi det var smart at stilisere titler på den måde på det tidspunkt, er en science fiction-thriller fra 2015 instrueret af Josh Trank. Han var på det tidspunkt kendt som manden bag Chronicle, en slags found-footage-superheltefilm.
Marvels tegneseriefamilie er filmatiseret to gange tidligere, første gang i 1994 af Roger Corman og siden i 2005 med stjerner som Chris Evans og Jessica Alba. Men det er aldrig lykkedes dem at ramme plet hos både fans og et bredt publikum.
Jeg kunne godt lide dem. Du kan læse mere her og her.
Tredje gang blev ikke lykkens gang, som du måske ved. Tværtimod blev alle kreative valg kritiseret længe før filmen udkom, både bekræftede detaljer og vilde rygter. Filmen fik aldrig en ærlig chance.
Det hjalp ikke, der var problemer under produktionen. Filmselskabet, det daværende 20th Century Fox, og Trank var rygende uenige om visionen, og det endte med, at instruktøren blev smidt ud, og producerne Hutch Parker og Simon Kinberg ændrede slutningen.
Da jeg så den første gang i 2015, føltes det som to forskellige film.
Ny oprindelseshistorie
Under alle omstændigheder er det en ny oprindelseshistorie med et yngre hold, hvilket også skrubbede fans imod hårene. Bedre blev det ikke, da Trank castede Michael B. Jordan som Johnny Storm.
I den oprindelige fortælling tager Reed, Sue, Johnny og Ben ud i rummet, hvor de udsættes for stråling og får superkræfter. Denne gang tager de til en anden dimension. Resultatet er atter superkræfter.
Tranks vision handlede mindre om superhelte og mere om såkaldt body-horror. Ben er normalt et relativt glatpoleret monster, nærmest en bamse af sten. Tranks version er som en rå klippe, der vækkes til live.
Victor von Doom, familiens evige ærkefjende, er ligeledes mere monstrøs og sågar forhutlet, hvor fans foretrækker den hætteklædte jernmand, som regerer hjemlandet Latveria.
Endelig er der familiens leder, Reed Richards. Da tegneserien udkom i 1962, var han faktisk en mand i slut-20’erne. Han og Ben var jævnaldrende og tidligere bofæller på universitet. Men fans har vænnet sig til at se ham med grå tindinger og betragter ham som en mand i 40’erne, mindst, så naturligvis måtte 27-årige Miles Teller være helt forkert.
Sådan er der så meget. Men jeg har forsøgt at gense den med de allerfriskeste øjne.
To film i én
Det er ikke en dårlig film. Effekterne er gode, og produktionsniveauet er højt. Skuespillerne er alle kompetente. Den primære årsag til utilfredsheden er derfor de kreative valg. Det var mit indtryk dengang – og nu.
Jeg kan godt lide, at Trank prøver noget nyt. Den første time handler om dels at etablere disse versioner af karaktererne, deres venskaber, familiære relationer og potentielt romantiske forhold samt udviklingen af projektet og den første prøvetur.
Opskriften er ikke ukendt i superheltefilm, men den udspiller sig mere som en god, gammeldags science fiction-film, hvor emnet er forskning og nyopdagelse. David Cronenbergs The Fly er en bedre sammenligning, men altså kun den første times tid.
Måske ville Trank have taget den hele vejen ud af det spor. Der var rygter om body-horror, og den rummer potentiale til det, før den laver sit kursskifte. Det er svært at sige, hvor meget Kinberg og Parker ændrede.
Den sidste halve time føles mere som en superheltefilm, men den føles også mere som en hurtig oprydning. Som når en TV-serie ender før tid. Det er ikke så meget et toneskifte, men snarere et temaskifte med en pludselig og relativt kort finale.
Jeg ville ønske, der fandtes et Trank Cut. Men han nåede aldrig at filme alt det, han skulle bruge. Dette er den eneste version, vi får.
Jeg er faktisk godt underholdt. Den første time trækker op. Den sidste halve time trækker ned. Den samlede pakke er okay, hvis du kan acceptere, det ikke er den superheltefilm, du vil have, men noget andet.
