Sam Worthington og Zoe Saldana.
James Cameron skrev det første udkast til Avatar i 1994. Han baserede det delvist på en drøm, han havde haft, da han var 19 år gammel. Som du ved, blev filmen først til virkelighed i 2009. Så hvorfor skulle han arbejde hurtigere med fortsættelsen?
Avatar: The Way of Water landede i biograferne i 2022, hele 13 år efter forgængeren. Cameron er atter instruktøren og medforfatter sammen med Rick Jaffa og Amanda Silver, hvis øvrige værker bl.a. tæller de tre seneste Planet of the Apes-film.
I filmens verden er der gået 16 år. Jake Sully har slået sig ned på Pandora sammen med Neytiri, og de har fået tre børn samt en adoptivdatter og et menneskebarn som en slags bonussøn. Livet er skønt, og invasionen fra Jorden er dalet til et håndterbart niveau.
Det ændrer sig, da Jakes nemesis vender tilbage i en yngre, højere og mere blå udgave. Oberst Miles Quaritch er blevet klonet, og han vil hævne sin død. Jake beslutter at flygte med sin familie, og således havner de hos planetens søfolk, hvor Cameron kan boltre sig i sit foretrukne element.
Imponerende flot
Det er først og fremmest en flot film. Imponerende flot. Bedømt på effekter alene har den været ventetiden værd, for der er sket meget siden forgængeren. Alle småskavanker er udryddet, og det ligner rigtige optagelser med store, blå rumvæsener. Du skal have usandsynligt skarpe øjne for at finde fejl i de detaljerige landskaber, karakterer m.m.
Desværre er Camerons fortælling undervældende. Den første film klarede skærene med sin enkelthed. Man kunne tilgive, den mindede om Pocahontas, Danser med ulve og lignende, fordi den fokuserede på Jakes karakterudvikling og et nærmest arketypisk plot i en ny og fascinerende verden med masser af effekter og science fiction-guf.
Den svære 2’er jonglerer langt flere karakterer og plottråde, og selvom flere af dem er gode og spændende, kniber det med at binde dem alle sammen. Der opstår huller og irriterende drejninger, hvor logikken halter – og i værste fald lider druknedøden.
Et af filmens mystiske flyve-svømme-dyr.
Advarsel! Spoilere i de næste 4 afsnit!
Det irriterer mig, at Jake og familien bare flygter. Det ville være forventeligt, at Quaritch leder det sidste sted, de befandt sig. Han ville utvivlsomt slagte hele deres stamme. Men filmen skøjter hen over dette, og ved en tilfældighed kommer Quaritch på sporet af dem alligevel.
Samtidig lider Jake tilsyneladende af den vildfarelse, at alt er fryd og gammen, hvis bare han og familien kan gemme sig – eller han kan overgive sig, når alle andre muligheder er udtømte. Sig mig, har de glemt, at menneskerne er der for at plyndre hele planeten for dens ressourcer?
Bonussønnen Spider tages til fange af Quaritch, og det irriterer mig, at ingen tænker på at redde ham eller knap nok savner ham. Måske ville det være umuligt, men de burde i det mindste tage snakken, så det ikke ligner, at de alle er ligeglade med ham.
De bruger hele filmen på at lære at dykke og holde vejret i evigheder, men i den store finale har de alle glemt det. Først lader de sig fange af en ring af ild på vandoverfladen, og senere flygter de igennem et synkende skib, før de til sidst fanges i en luftlomme. Øh, så dyk dog og svøm!
Disse er nogle af handlingen og plottets irritationsmomenter. Jeg kunne opremse flere, men jeg vil ikke spolere hele din aften, kære læser.
Dermed ikke sagt, det er en elendig film. Der er god action, og bundniveauet er højt i de dele af handlingen, som fungerer. Det er samtidig så flot en film, den skal opleves. Find evt. en god ven, så I kan nyde den sammen, bande lidt over dumhederne og sniksnakke, når den bliver en anelse langtrukken. Så glider den nemmere.
Du kan se den på Disney Plus.
