Avatar

I denne uge mistede jeg min gamle colourtosse. Den var ikke oldgammel (2013), men LED-gudernes veje er uransagelige, og nu har jeg fået en ny, stor 4K-skærm, som jeg besluttede at indvie med en af de største effektfilm i nyere tid: James Camerons Avatar fra 2009.

Filmen foregår på planeten Pandora i år 2154. Her er et minedriftsfirma fra Jorden landet for at udvinde et stof kaldet Unobtanium, men planetens beboere ønsker ikke uden videre at opgive deres hjem. I et forsøg på et finde en diplomatisk løsning, der ikke giver dårlig omtale i medierne hjemme på Jorden, har firmaet startet Avatar-programmet under ledelse af dr. Grace Augustine. Hun forsøger at kommunikere med de indfødte via genetisk fremstillede værtskroppe, såkaldte avatarer, der gør det muligt for dem at komme tættere på og skabte direkte kontakt. Men det er en mission, der koster penge, og firmaets tålmodighed er ved at slippe op.

Avatar er et visuelt mesterværk. Det meste af handlingen er 100% animeret ved hjælp af avanceret motion capture-teknologi, og den foregår i en fantastisk verden med udenjordisk dyre- og planteliv, der må have forårsaget varige museskader hos de 900 grafiknørder, der arbejdede på filmen.

Jeg var imponeret allerede i 2009, og det selvom jeg faktisk ikke fik set den i biografen, og min daværende colourtosse var et 28-tommer billedrørsfjernsyn. Ja, jeg blomstrede sent, når det gælder fladskærme. Men også i dag, 10 år senere og på mit nye, store “lærred,” ser filmen fantastisk ud. Der er kun enkelte steder, hvor jeg synes, at figurerne er en smule kluntede og langsomme. Og deres ansigter er stadig utroligt detaljerede – og smukke.

Jeg frygtede dengang, at en film med så stor fokus på ny teknologi og visuelle effekter ville have en tynd historie. Men jeg blev positivt overrasket. Temaet er ikke nyt. Det er en del af den amerikanske historie, og det er fortalt i et hav af bøger og film. Ikke mindst Danser med ulve og Pocahontas, hvor du har begge temaer; kolonisternes invasion i den nye verden, og soldaten, der bliver forelsket i en indfødt pige og skifter side. Det betyder naturligvis, at den er en anelse forudsigelig, men den er stadig medrivende og velfortalt, og selvom det ikke er første gang, jeg ser den, blev jeg bevæget igen. Velkendt eller ej. Den virker. Som en rigtig storfilm skal.

Den får ikke en topkarakter, og det er fordi, at den trods alt trækker så meget på velkendte fortællinger og temaer. Men den fortjener i hvert fald fire hjerter.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *