Noomi Rapace beskuer et forbløffende syn. Måske en tennisbold på en pind i et grønt rum.
Prometheus er en science fiction-thriller fra 2012 instrueret af Ridley Scott. Det er den femte film i Alien-franchisen, og den markerer instruktørens comeback. Som du ved, instruerede han den første Alien i 1979.
Året er 2089. Det placerer den cirka tre årtier før originalen, hvor Ellen Ripley og mandskabet ombord fragtskibet Nostromo lander på månen med de mystiske æg, og stakkels Kane er lidt for nysgerrig.
Noomi Rapace er arkæologen Elizabeth Shaw. Under en udgravning i Skotland finder hun et stjernekort og fortsætter den videre ekspedition i rummet. Den fører hende og det øvrige mandskab til en fjern og uudforsket måne.
Her venter masser af problemer. Men det er ikke en typisk Alien-film med facehuggere og xenomorfer. Denne prequel når ikke dertil endnu. I stedet er der andre trusler, både udenjordiske og i egne rækker.
Lidt for flot rodebunke
Det er en flot film. Næsten lidt for flot. Scott dyrkede en mere beskidt fremtid i både Alien og Blade Runner. Man kan påpege, at Nostromo er et fragtskib, hvorimod dette er en videnskabelig ekspedition. Men det er lige så meget et resultat af CGI versus praktiske effekter og rigtige kulisser.
Plottet er en rodebunke og meget lidt i tråd med de øvrige film. Det er snarere en generisk rumekspeditionsfilm med nogle referencer til Alien-filmene. Du får ikke nogen svar, du gik rundt og manglede. Tværtimod.
Manuskriptet kunne være bedre. Meget bedre. Det er de små konflikter i mandskabet, de forskellige karakterer, deres stereotype personligheder og klichefyldte handlinger. Alt sammen på et lavere niveau end forventet.
F.eks. geologen med tatoveringer og hanekam, der opfører sig mere som en PSTD-ramt lejesoldat og kalder de to arkæologer for “scientists” med foragt i stemmen, som om han ikke også selv er en mand af videnskab.
Han er i øvrigt den, der har medbragt droner til at kortlægge de labyrintagtige gange i den konstruktion, de finder og udforsker. Han kalder dem endda sine “puppies.” Så hvordan i al verden farer han selv vild?
Snubler rundt og dummer sig
I det hele taget er de mere som lalleglade amatører end professionelle videnskabsfolk m.m. De tager stort set ingen fornuftige forbehold, men snubler rundt og dummer sig. Filmene er ganske vist beslægtede med gyserfilm, hvor teenageofre render rundt som hovedløse høns. Men, come on.
Der er også den iskolde dameboss, hvis første handling efter vækningen ikke er at finde et håndklæde, men at kaste sig på gulvet og lave armbøjninger, mens hun stadig drypper af stasis-vædske. De håbede nok, det ville give et andet indtryk. Men det ser da dumt ud.
Endelig er der Charlie, Elizabeths partner i både arkæologien og privaten. Han bliver så skuffet over “kun” at finde resterne af en udenjordisk civilisation i stedet for levende væsener, at han drikker sig fuld.
Altså, øh. Han har dedikeret sit liv til udgravninger og potteskår. Gamle skriftruller, vægmalerier og den slags. Han er arkæolog, for dælen. Det er totalt ulogisk, at han bliver skuffet over dette fantastiske fund med den begrundelse, at de er døde.
En pøl af middelmådighed
Ja, jeg øffer mere end sædvanligt. Men jeg havde også forventet mere af den gode hr. Scott i en franchise, han selv startede med et vaskeægte mesterværk.
I det mindste er Michael Fassbender et højdepunkt i en pøl af middelmådighed. Han spiller filmens android, David, og gør det forrygende godt. Han vækker minder om både Bishop i Aliens, Data i Star Trek: TNG og Hal i Stanley Kubricks 2001.
Noomi Rapace er også god. Hun ville være den perfekte arvtager til Sigourney Weaver. Det er synd, at filmen ikke er bedre
Du kan se den for at opleve dem. Måske har du også en slags morbid nysgerrighed. Det havde jeg. Men sænk forventningerne. Selv de ringere efterfølgere i den oprindelige quadrilogi er bedre end dette skrammelværk.
