The Wicker Man

Molly Parker og Nicolas Cage.

Kender du det? Du har aldrig hørt andet end lort om en film. Du har for længst set udvalgte scener akkompagneret af hånlatter og vittig voksenmobning. Alle hader den, og du skal vide det, før de sparker spanden ned ad trappen til dødsriget.

Alligevel er du nysgerrig. Om ikke andet skal du se girafdyret med egne øjne. Og så bliver du overrasket. For den er da slet ikke så slem, som de siger.

Filmen er Nicolas Cages The Wicker Man fra 2006. Den med bierne. Åh, nej! Ikke bierne! En scene, der sjovt nok ikke findes i biografversionen, men det er den, alle husker bedst.

Her er tale om et remake af en genreklassiker fra 1973 med bl.a. Christopher Lee på rollelisten. Udfordringen er ikke gjort nem for den stakkels instruktør, hvis primære erfaringer ligger indenfor sorte komedier. Han har også mødt Cage på et tidspunkt, hvor skuespillerens karriere gik på hæld.

Handlingen følger originalen med relativt få, dog væsentlige ændringer. Begge er i øvrigt baseret på en roman kaldet Ritual. Cage spiller en betjent, der forsøger at finde en forsvundet pige i et isoleret, kultagtigt øsamfund, hvor intet er, som det ser ud.

Man kan med rette være kritisk, hvis man er særligt glad for originalen. Der er nemlig ændringer, som trækker fra og gør Cage-udgaven både dummere og mere ufrivilligt komisk.

Meget bedre end forventet

Den oprindelige hovedperson var en gudfrygtig mand overfor et hedensk samfund med både nøgendans og fri sex. Cage er langt mere almindelig. I stedet er øens beboere udadtil mere traditionelt religiøse. Masser af disciplin. Ikke så meget som en bar ankel. Det vender op og ned på tingene, og det ødelægger en interessant kontrast.

De forsøger i stedet at introducere en matriarkalsk vinkel. Det lille øsamfund regeres af kvinder, og mændene er villige slaver og avlsdyr. Lees rolle som Lord Summerisle, øens hersker, erstattes af Sister Summerisle. Hun spilles af en kvindelig genreveteran, nemlig Ellen Burstyn fra The Exorcist. En god casting i sin eget ret.

Hvis ikke der fandtes en fremragende original, hvor alle de gode idéer bare er bedre, ville Cage-udgaven måske have fået en mere rimelig medfart. Selvom bi-scenen og andre detaljer er komiske, blev jeg som nævnt overrasket over den øvrige film.

Den er det meste af tiden en ganske habil mystery-thriller. Cage leder en efterforskning under besynderlige forhold, hvor ingen vil samarbejde. Der foregår noget meget mystisk under overfladen, omend det på sin vis er mindre mystisk end i originalen.

Man kan sagtens sige, at den dermed er mere ordinær. Men det ordinære er ikke altid forfærdeligt. Det er bare mere middelmådigt. Jeg lod mig rive med af, at det var meget bedre end forventet.

Jeg vil derfor give den en karakter over middel. Et stort sekstal. Jeg overvejede syv. Jeg blev godt underholdt. Jeg kan lide Cage, også når det kammer over for ham. Jeg tog imod historiens ændringer, fordi de også rummer visse overraskelser. Det er bestemt et forfærdeligt remake, men ikke en forfærdelig film i sin egen ret. Ikke samlet set.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.