The Wicker Man

The Wicker Man er en britisk gyser fra 1973 løst baseret på romanen Ritual af forfatteren David Pinner. Manuskriptet er skrevet af Anthony Shaffer, der også har skrevet Hitchcock-thrilleren Frenzy og Dobbeltspil (Sleuth) med Michael Caine og Laurence Olivier. Shaffer og Christopher Lee startede projektet sammen, da Lee trængte til at prøve noget nyt efter flere år som monster hos filmselskabet Hammer.

En stærkt religiøs politimand ankommer til en lille ø i Hebriderne, en øgruppe ud for Skotlands nordvestkyst, for at efterforske en ung piges forsvinden, men øboerne er mere end ualmindeligt usamarbejdsvillige, og til politimandens voksende forbløffelse er de også hedninge, der dyrker syndige ritualer såsom nøgendans og kopulation på den forkerte side af de lukkede døre og nedrullede gardiner, den gudfrygtige ordenshåndhæver ville foretrække. Ja, helt ude i det fri, hvor alle kan se dem. Du godeste …

Lee fik sit ønske opfyldt, for det er en meget usædvanlig gyser. Der er næsten ingen vold og blod. I stedet er den fuld af nøgenhed, sex og muntre sange, og selvom det ikke er en komedie, er politimandens frugtesløse og frustrerende efterforskning ikke blottet for morskab – i hvert fald i begyndelsen. Uhyggen ligger i den ildevarslende stemning, der hele tiden lurer under overfladen. Naturligvis er tiderne skiftet, og den ugudelige syndighed er ikke i sig selv skræmmende, hvilket den muligvis var dengang, men pigen er stadig forsvundet og mysteriet skal afdækkes. Og det er øboernes kultlignende og abnorme reaktion på politimandens autoritet og efterforskningens alvor, der antyder, at nogen er ravruskende galt. Men jeg vil ikke afsløre mere.

Det er en fremragende velfortalt fortælling, der først lader dig gætte, hvad der venter rundt om næste hjørne, lige før det sker, og hele rejsen mod den ukendte destination er yderst tilfredsstillende. Jeg (u)hyggede mig i skummelt selskab med en velspillende (og velsyngende) Christopher Lee og nød gensynet med Bond-pigen Britt Ekland (Manden med den gyldne pistol). Filmen fungerede på alle parametre fra start til slut, og de mange gode overraskelser hiver den op på fem svulmende hjerter.

Nøgleord: , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *