Oscar Dietz og Amalie Kruse Jensen.
Den tredje og sidste Antboy-film landede i biograferne lidt over tretten måneder efter forgængeren. I mellemtiden har puberteten sat ind, og især drengene Pelle og Wilhelm ser ældre og mindre nuttede ud.
Handlingen følger naturligvis med tidslinjen, og børnene gør klar til at tage på efterskole. Desværre skal de ikke alle samme vej, og det presser venskaberne. Samtidig er en ny superhelt på banen, og så bliver Antboys ærkefjende, dr. Gæmelkrå, løsladt.
Det fylder alt sammen, men det mest tungtvejende tema er dog Antboys reaktion på den nye superhelt. Han er både mistænksom og misundelig, og det klæder ham ikke.
Det er samtidig lidt for nemt at gætte, hvem superhelten er. I modsætning til forgængeren, hvor vi fulgte Marias forvandling til Den Røde Furie, forsøger de her at bevare mystikken. Men svaret er alt for åbenlyst.
Det er svært at være 14 år
Den er derfor svagere end de to forgængere. Naturligvis hører misundelse også til ungdommens samlede pakke, men det føles alligevel forkert, at Pelle ikke hviler lidt mere i sig selv efter tre år som byens superhelt, i et parforhold med Ida osv.
Eller også har jeg bare glemt, hvordan det er at være 14 år. Det er trods alt længe siden.
Det sidste kritikpunkt er Paprika Steen som den nye direktør i ExoFarm. I modsætning til Nicolas Bro, der tager sin skurkerolle alvorligt, gør hun alt det, man ikke skal. Overspiller, griner vanvittigt og opfører sig alt for meget som en superskurke-karikatur.
Det unge publikum vil formentlig kunne lide den. Grundelementerne er stadig gode. Men den taber terræn ift. de første to.
