Aquaman and the Lost Kingdom er den 15. og definitivt sidste film i DCEU, før James Gunns store reboot. Det er efterfølgeren til Aquaman, og den fungerer som en isoleret solofilm. Der medvirker ingen andre helte, og der er ingen referencer til noget som helst.
Instruktøren er James Wan. Han har begået film som den første Saw, de to første The Conjuring-film og – i en helt anden boldgade – Furious 7. Han instruerede også den første Aquaman. Han får den tvivlsomme ære at lukke og slukke DCEU.
Ærkefjenden Black Manta har stadig et horn i siden på Aquaman, og han leder efter midlerne til at kræve sin hævn. På en ekspedition i havet nær Antarktis finder han en sort trefork, som tilhørte Kordax, den udøde konge i det forsvundne rige, Necrus.
I mellemtiden er Aquaman blevet gift med Mera, og de har ovenikøbet fået en søn. Han spiller en meget lille rolle i plottet, og det samme gør hun. Faktisk har hun næsten ingen replikker. Måske er hun endda kun CGI i nogle scener.
Bizart ægteskab
Du ved formentlig, hun spilles af Amber Heard, som har været igennem et bizart ægteskab med Johnny Depp. Han lagde sag an, da hun efter skilsmissen fortalte, han havde været voldelig. Han vandt, og verden har vendt sig imod hende.
Warner Bros. nægtede at spilde flere penge og erstatte hende med en anden – eller en delfin, som nogen foreslog – men de har reduceret hendes scener til et minimum.
Det har dog ikke hjulpet på filmens succes. Den floppede i biograferne, og den scorer 34 procent på Rotten Tomatoes. De sidste fans har for længst forladt Du skal lede længe med lys og lygte for at finde nogen, som vil rose den.
En god superheltefilm
Det er her, jeg gør min entré. Som du måske ved, er jeg ikke bare vild med superheltefilm, jeg er også åbensindet, omgængelig tilmed, og jeg hader sjældent film. Jeg har ikke vendt mig imod den på forhånd, hverken pga. Amber eller andre omstændigheder.
Min dom er derfor; det er en god superheltefilm. Momoa er stadig god i rollen, og denne gang rejser han med sin bror, Orm, som han kæmpede imod i 1’eren. De har en fælles fjende i Black Manta, som truer hele verden, og de finder en fælles forståelse, da de lærer hinanden bedre at kende.
Der er masser af flotte effekter og store actionscener. Her ligner filmen stadig et rumeventyr under vandet – nogle scener er kraftigt inspireret af Star Wars – og det er fin underholdning.
Det er et old school actioneventyr med humor, drama, spænding og alvor – lige som forgængeren. Men balancen er bedre denne gang. Orm er en bedre makker end Mera, og der er mindre fokus på de karakterer, som trak niveauet ned i den første film.
I skrivende stund kan du se den på Max.