
Saw er en gyser fra 2004 instrueret af debutanten James Wan. Som nyudklækket filmstudent startede han med den billigste idé, han kunne forestille sig: To personer lænket i hver sin ende af et rum. Resten er filmhistorie.
Filmen er det nye kult-hit i USA. Med god grund. For selvom det bare er en splatterfilm med en seriemorder, der kaldes Jigsaw, rummer den meget mere. Man kunne kalde den horror-genrens svar på The Usual Suspects. Med andre ord: Den har en slutning, der tager røven på dig. Du gætter den aldrig.
Kort fortalt er Jigsaw en seriemorder med en – i egne øjne – retfærdig mission. Han kidnapper personer og stiller dem overfor et umuligt valg for at teste deres vilje til at overleve.
Budgettet er beskedent, og selvom selveste Danny Glover er at finde på rollelisten, lader det sig ikke fornægte. Der er et par løse ender og detaljer, som ikke rigtigt holder. Dele af morderens plan er en anelse usikker. Præmissen er til gengæld fed, og slutningen blæser dig omkuld.
Jeg elsker den slags. Men de løse ender og usikre detaljer trækker en anelse ned.











