Atlas

Atlas er en science fiction-thriller fra 2024 instrueret af Brad Peyton. Han er manden bag flere Dwayne Johnson-film, Journey 2: The Mysterious Island, San Andreas og Rampage. Han har også skabt Netflix-serien Daybreak.

Manuskriptet er originalt, men kraftigt inspireret af film som bl.a. Blade Runner og I, Robot. Den foregår i en fremtid, hvor kunstigt intelligente androider begår oprør mod deres menneskelige skabere og herskere.

Jennifer Lopez er titelkarakteren. Hendes mor skabte teknologien bag de AI-styrede robot-terrorister, og hun voksede op med oprørslederen, Harlan. Som voksen er hun analytiker i enheden, der jagter ham.

Trods åbenlyse inspirationskilder er der også uventede drejninger. Jeg gættede på flere mulige overraskelser, men skød alligevel forbi. Handlingen er tilpas underholdende, og Lopez er ikke det værste selskab.

J-Lo på slagtebænken

Filmen er alligevel havnet på slagtebænken hos både publikum og anmeldere. Den er billig, og det kan ses på CGI-effekterne, der ligner et rigtigt flot computerspil, men ikke den ægte vare. Detaljegraden er for lav.

Det er en B-film i den dyre ende – men ikke en af de gode. Havde det været en Roger Corman-film med Pam Grier, ville jeg formentlig have elsket den. Så havde den haft praktiske effekter og B-filmscharme.

De har valgt en humoristisk vinkel i Lopez’ makkerskab med sin kampdragts AI. Måske et forsøg på at ramme en odd couple/buddy cops-tone. Den fungerer ikke lige godt hver gang. Humor er en svær størrelse.

Men jeg var underholdt af handlingen, og jeg sætter pris på de uventede drejninger. Nogen vil sikkert give den en bundkarakter, men jeg har har set meget skrammel, og Lopez’ rumeventyr er lige over middel.

Du kan se den på Netflix.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.