Rampage

Rampage er en monsterfilm med Dwayne Johnson baseret på et computerspil, der går helt tilbage til de gode, gamle arkadedage, hvor det så dagens lys i 1986. Det er siden blevet udviklet til de fleste platforme, og da Warner Bros. købte Midway Games i 2009, fulgte rettighederne til Rampage med.

Produceren John Rickard (Jack the Giant Slayer) begyndte dernæst at lege med en filmidé baseret på det gamle spil. Et par år senere hoppede Dwayne og instruktøren Brad Peyton (Journey to the Mysterious Island, San Andreas) ombord, og resten er filmhistorie.

Film baseret på computerspil er notorisk dårlige. I modsætning til bøger og tegneserier er der sjældent en masse baggrundsmateriale at basere en historie på. Hvorfor Hollywoods mange manuskriptforfattere ikke bare kan skrive en, som også er god, ved jeg ikke.

Bortset fra enkelte hits som Angelina Jolies Tomb Raider-film og Milla Jovovich Resident Evil-film er der bare langt mellem snapsene. Dwayne selv var også med i Doom-filmen, som jeg kun har set en gang og husker som et stykke makværk med højt belagt klamphuggeri.

Mystiske eksperimenter

Præmissen i det oprindelige computerspil er, at nogle mennesker via mystiske eksperimenter har forvandlet sig til dyrelignende kæmpemonstre, og spilleren kan vælge mellem kæmpegorillaen George, kæmpeulven Ralph og kæmpeøglen Lizzie. Spillet går herefter ud på at smadre byer og undgå eller angribe politi og militærstyrker.

Filmen har valgt en anden retning. Det er stadig mystiske eksperimenter, nu moderne genmanipulation, der starter balladen med kæmpemonstrene, men det er ikke mennesker, der forvandler sig, men eksisterende dyr, der vokser sig kæmpestore.

Dwayne er tidligere kommandosoldat, senere krybskytte-bekæmper, nu primatolog og bedste venner med albino-gorillaen George, så da George pludselig bliver kæmpestor, vil Dwayne gøre alt for at hjælpe ham, og hvis han skal redde Chicago fra en kæmpeulv og en kæmpeøgle også, så tager han det med.

Hjernedød actionbasker

Det er nemt ikke at få for høje forventninger til en katastrofefilm med tre wannabe-monstre. Man ved på forhånd, det bliver en CGI-fest, og at den vil ligne mange andre film, heriblandt naturligvis King Kong og Godzilla. Dwayne er også blevet en fast bestanddel i nutidens film, og selvom han er en bedre skuespiller end f.eks. Arnold Schwarzenegger, er hans talent stadig forholdsvis begrænset, så man er nødt til at overveje, om det er nu, man bliver træt af ham.

Men jeg morede mig faktisk ganske fint alligevel. Rampage er alt det, du forventer, den vil være, og den eneste overraskelse er, den nu og da er endnu dummere end forudset. Men der er plads til den slags hjernedøde actionbaskere, så længe man ikke keder sig, og det gjorde jeg ikke.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.