Baby Driver er – i disse genbrugstider – noget så sjældent som en original film skrevet og instrueret af Edgar Wright. Han er manden bag Scott Pilgrim vs. the World og Cornetto-trilogien (Shaun of the Dead, Hot Fuzz og The World’s End) med Simon Pegg og Nick Frost, og så var det ham, der arbejdede på Marvels Ant-Man i 8 år, før parterne gik hver til sit pga. “kreative uoverensstemmelser,” som det hedder i Hollywood.
Edgar fik idéen til Baby Driver i 90’erne, da han hørte BellBottoms af Jon Spencer Blues Explosion og forestillede sig det, der blev filmens åbningsscene; et bankrøveri og en hæsblæsende biljagt sat til tonerne af det gamle punk blues-nummer. Herfra udfolder sig en historie om en ung (heraf kælenavnet Baby) getaway-kører, der forelsker sig i en servitrice, som bogstaveligt talt synger hans navn (B-A-B-Y af Carla Thomas), da han møder hende. Fra det øjeblik ønsker han kun at stikke af med hende, men så nemt går det ikke.
Musikken fylder alt i filmen, og store dele af handlingen er nøje synkroniseret til tonerne af særligt udvalgte numre indenfor alle genrer fra 50’erne til 90’erne. Edgar træder her i bl.a. Tarantinos fodspor, men han tager den et skridt videre i de rytmisk anlagte numre, og det bidrager på underholdende vis til filmoplevelsen. Det er ikke fordi, han har opfundet den dybe tallerken, hvilket også ses i den lille detalje, han koordinerede sangvalgene med James Gunn, der instruerede begge Guardians of the Galaxy-film, som også er kendt for sine unikke sangvalg, for at undgå gengangere, men Edgar har under alle omstændigheder skabt en underholdende cocktail, og han bruger musikken bedre og mere kreativt end sine kolleger.
Handlingen byder på drama, spænding og sort humor samt en kærlighedshistorie, og i disse genbrugstider, hvor flertallet af nye film ankommer med al for meget bagage fra alt det, de er en del af, er det skønt og forfriskende at kunne sætte sig ned med en ren tavle, ingen forventninger eller forudindtagede holdninger, og bare nyde en god og medrivende historie.
