Back to the Future Part II er fra 1989, men handlingen fortsætter i 1985. Doc Brown vender tilbage fra fremtiden for at hente Marty og Jennifer, fordi deres søn er i problemer i år 2015.
Efterfølgere er altid større. Flere skurke. Større trusler. Mere af alting. Robert Zemeckis har valgt at give os mere science fiction. Flere tidsrejser, flere tidslinjer endda flere versioner af næsten hele rollelisten.
Handlingen og præmissen er væsentlig forskellig fra 1’eren, og de mange ekstra lag gør den temmelig kompliceret, måske endda forvirrende for nogen.
Men jeg elsker den. Min indre science fiction-nørd jubler og danser af glæde. Den bruger alle de herlige ideer, jeg elsker ved tidsrejse-konceptet, og handlingen holder hele vejen.
Flot, opfindsom effektfilm
Al den ekstra science fiction betyder naturligvis, det også er en effektfilm på et helt andet niveau end 1’eren. Altså, 1’eren havde flotte effekter, men de var begrænset til få scener. Denne gang er der langt flere effekter, og de er spredt ud over hele filmen.
Nogle af dem afslører filmens alder, fordi teknologien og teknikerne er blevet bedre siden. Men det er alligevel en flot og opfindsom film, og den er ikke mindre seværdig pga. de få alderstegn.
Den er lige så magisk og fantastisk som 1’eren. Fremtiden er spændende og fuld af sjove detaljer, gadgets og andet lir. Den alternative nutid er næsten en gyser eller thriller. Og i fortiden er de to tidslinjer flettet utroligt godt og kreativt sammen.
Jeg udråbte den første film til verdens bedste film, fordi jeg elsker den og har gjort det, siden jeg var barn. Dette kan være verdens bedste 2’er. Den er i hvert fald en kandidat til titlen, omend den er oppe imod et rigtigt stærkt felt.
