Barbarian Queen

Barbarian Queen, også kendt som Queen of the Naked Steel, er et argentinsk-amerikansk actioneventyr fra 1985 produceret af Roger Corman. Det er den tredje ud af ti film, han lavede i det sydamerikanske land i 80’erne.

Helten er denne gang en kvinde, den barbariske dronning Amethea, spillet af Lana Clarkson, som havde en blomstrende, men desværre kortvarig B-filmskarriere.

Hendes fredelige landsby angribes af den onde Lord Arrakur, endda på hendes bryllupsdag, og hendes forlovede samt flere af byens mænd bortføres. Hun undslipper, og sammen med to af sine medsøstre tager hun afsted for at redde mændene.

Kvinder på stribe i knibe

Som du kan høre, er det en meget, meget woke film. Kvinderne er stærke og dygtige sværdkæmpere, og de nedkæmper mange, mange mænd. De er sågar såkaldte “Mary Sues,” for sværdfægtekunsten kan de bare med det samme.

Jeg driller naturligvis. Selvom det er rigtigt, er det også en exploitation-film med masser af nøgenhed og kvinder i knibe på stribe. Nogen kalder genren en sværd & babser-film (som alternativ til sværd & trolddom).

Det er under alle omstændigheder en underholdende B-film. Plottet er enkelt, og det handler mest om action og exploitation. Men håndværket er overraskende godt. De går til stålet med stor kampgejst, og deres entusiasme smitter af hos os i stuerne.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.