Baywatch

Baywatch er en af 90’ernes store TV-serier. Den var et popkulturfænomen, ikke mindst på grund af de tætte bånd til mandebladet Playboy, hvor alle Baywatch-pigerne smed den røde badedragt. De fleste mere end én gang.

Ud over at være Joey og Chandlers yndlingsserie, er den også en af de mest sete TV-serier i verden. Den kørte i 11 sæsoner, og den gjorde Playboy-modeller som Pamela Anderson og Carmen Electra til verdensstjerner.

David Hasselhoff, der spillede hovedrollen som livredderbossen Mitch, var naturligvis allerede kendt som Michael Knight i Knight Rider. Men Baywatch sikrede hans eftermæle som en af alle tiders største TV-stjerner.

Stor, ildelugtende øjebæ

En film baseret på Baywatch burde være en stor, ildelugtende øjebæ. Præmissen er alt for langt ude, og Dwayne Johnson er ingen Hasselhoff. The Rock er ganske vist en sejere og mere overbevisende actionhelt, men The Hoff er en kultfigur.

Opskriften er den samme som i 21 Jump Street-filmene, og det gør en stor forskel, for den forsøger ikke at genskabe Baywatch, men er i stedet en parodi på kultserien.

Med et stor glimt i øjet tager den tykt pis på idéen om livreddere, der ikke bare redder folk fra at drukne, men også bekæmper forbrydere og det, der er endnu vildere. Den spiller på TV-seriens cheesyness, og som en parodi på supermanden Mitch er The Rock alt det, The Hoff drømte om at være dengang.

Humoren er grov og til tider plat, og der er jokes, som falder fladt til jorden. Den fungerer bedst, når den gør grin med Baywatch – og tager tykt pis på Zac Efron og The Rock, som begge ser ud til at have masser af selvironi. Samlet set er der mere god humor end dårlig.

Det gør heller ikke spor, at de nye Baywatch-piger er næsten lige så skønne som de gamle, og naturligvis løber de også rundt i slow motion. Joey ville elske filmen.

Efterord

Den blev nomineret til fem Razzies og vandt en enkelt i kategorien The Razzie Nominee So Rotten You Loved It.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.