Beneath the Planet of the Apes, også kendt på dansk som Flugten på abernes planet, er den første efterfølger i den oprindelige serie. Instruktøren er Ted Post, hvis meritter bl.a. tæller Dirty Harry-filmen Magnum Force.
Mens Charlton Heston rejser ud i verden med sin nye, fåmælte dameven, styrter et andet rumskib fra fortiden ned på planeten. De har fulgt samme rute, men er lige så uvidende om, hvad der foregår. Kun én overlever.
Jeg vil ikke afsløre mere om handlingen. Der venter nogle meget store overraskelser, hvis du ikke kender den. Det gjorde jeg ikke.
Aber i dampbad
Jeg ved ikke, hvornår det startede, men utallige film anvender dampbadet eller saunaen som en kulisse for hemmelige møder og slåskampe. Det kan tjene sit formål, både visuelt og plotmæssigt. Men det ser altså dumt ud, når disse pelsdyr gør det. Man skulle tro, de har det varmt nok allerede.
Kampen mellem videnskab og religion er stadig et tema. Politiske vinde raser i abesamfundet, og krigsretorikken tager sit indtog. Filmen er fra 1970, hvor USA på samme tid deltog i Vietnam-krigen.
Den er influeret af virkeligheden, herunder også den kolde krig, våbenkapløbet og atomtruslen. Da den foregår i fremtiden, giver den sit bud på det mulige udfald af nutidens potentielle fejltrin. Til skræk og advarsel.
Store ambitioner
Det er god science fiction, selvom den er både gammeldags og primitiv. Ambitionerne er store. Desværre er eksekveringen en anelse kluntet nu og da. Men den har formentlig taget røven på mange dengang. Det elsker jeg.
Der er masser af action. Drabelige nærkampe. Større stunts. Skuddueller, flugtscener og meget andet. Det er god underholdning. Den overgår ikke forgængeren, men mindre kan sagtens give dig en god filmaften.