Filmen Beowulf er baseret på et gammelt, engelsk digt om helten Beowulf, der besejrede monsteret Grendel og hans mor og blev konge af Danmark. Den foregår i vikingetiden, og den ældste udgave af digtet er dateret til år 1010. Det er tredje gang, den filmatiseres, men denne gang er det en animationsfilm baseret på den nyeste motion capture-teknologi. Alt er animeret, men i et forsøg på at efterligne virkeligheden. Det er ikke en traditionel tegnefilm.
Teknisk set er den flot. Det er ikke første gang, de gør forsøget, men de er nået en hel del længere siden bl.a. Final Fantasy. Denne gang har de også valgt at animere karaktererne efter de skuespillere, der lægger stemme til, og det betyder blandt andet, at man kan nyde gudeskønne Angelina Jolie uden en trevl på kroppen. Næsten da. Det er stadig PG-13, og de har dyppet hende i guld for at skåne de nøgenforskrækkede amerikanere.
Angelina Jolie som Grendels labre, men lumske mor.
Jeg må sige, at jeg foretrækker live action med rigtige skuespillere. Det er svært at blive revet med af denne symbiose mellem virkelighed og animation. Selvom karaktererne ligner de rigtige skuespillere, mangler der alle de fine nuancer, der gør dem levende. Det er som at kigge på animerede voksdukker.
Traditionelle tegnefilm og dukkefilm fungerer, fordi de puster liv i døde karakterer. Men computerskabte mennesker, der forsøger at ligne den ægte vare, går i den modsatte retning. Det er som at tage noget levende og gøre det mere dødt. Selvom man kan rose håndværket ud fra det, der trods alt er lykkedes rent teknisk, trækker det ned i den samlede filmoplevelse, fordi historien lider under det.
