Birdman or (The Unexpected Virtue of Ignorance) er et komediedrama fra 2014 skrevet og instrueret af Alejandro González Iñárritu. Han er også manden bag Leonardo DiCaprios bjørnefilm, The Revenant.
Han vandt en Oscar for begge film og er den første instruktør i 65 år til at vinde to år i træk. I alt blev Birdman nomineret til ni Oscars, og den vandt tre: Best Picture, Best Director og Best Original Screenplay.
På ægte meta-manér spiller Michael Keaton (Batman) en skuespiller, hvis karrieres højdepunkt var en superhelterolle. Helt så skidt ser det heldigvis ikke ud for Keaton i virkeligheden, men det er lidt sjovt.
For at kickstarte sin karriere forsøger han at opsætte et teaterstykke på Broadway, hvor han selv er forfatter, instruktør og spiller hovedrollen. Det er en kaotisk produktion, hvor intet går som forventet.
Imponerende håndværk
Den er vidt forskellig fra førnævnte The Revenant. Det er snarere en film, Terry Gilliam ville lave. Den minder lidt om Brazil, selvom den ikke foregår i en steampunk-fremtid. Det er drømmesekvenserne, hvor Gilliams hovedrolle er en slags superhelt, jeg tænker på.
Den rummer en masse branchekritik, ikke mindst i referencerne til virkelighedens mange superheltefilm, relationerne mellem karaktererne, forholdet til pressen, selvoptagethed, men også selvlede, kontrasterne mellem film og teater og meget andet.
Den er ikke optaget i real-time, men der er lange optagelser uden stop, og overgangene er lavet så snedigt, det ligner ét langt take. Det er ret imponerende, og selvom det virker kaotisk, fungerer det rigtigt godt.
Det er instruktørens måde at fusionere film og teater. På en scene råber ingen “Cut!” Skuespillere spiller hele akter uden stop. Det samme sker i filmen, og dygtig forberedelse betyder, at de ikke er begrænset til én scene.
Man kan sige, det er en film, som hylder håndværket på alle niveauer. Det er meget tydeligt, det må have været en kæmpe udfordring, men de får det til at se let ud.
Kritisk selvportræt
Portrættet er ikke kun flatterende. Det er også en kynisk branche, og aktørerne er bare mennesker, når alt kommer til alt. Filmen har masser af den ærlighed, Edward Nortons rolle insisterer på. Men samtidig minder den os om, hvor overfladisk og uægte det hele er.
Det er en film med lag, temaer, budskaber, mennesker, følelser, en hyldest og et kritisk selvportræt. Der er masser at tage fat i, og den nyder stor anerkendelse med god grund. Den er fremragende. På alle måder.
