Batman

Tim Burtons Batman er en superhelteklassiker, der fejrer 30 års jubilæum i år. Jeg husker ikke, hvornår jeg så den sidst, men jeg husker stadig, hvor begejstret jeg var i 1989. Jeg var 11 år dengang – den perfekte alder til en superheltefilm – og en af de ting, jeg husker tydeligt, er en stor, dobbeltsidet avisartikel med flotte, spændende billeder fra den nye film.

I dag kommer superheltefilm i flodbølger, men dengang var de sjældne, og den nye Batman lignede intet, der fandtes i forvejen. Han var ikke klædt i et stramt, farvestrålende trikot som en gymnast eller cirkusartist, men i sort læder (og gummi).

Naturligvis elskede jeg også de andre superheltefilm dengang (og stadig), men Burton angreb genren på sin helt egen måde og gav os noget, der var nyt og unikt og sejere end ord kan beskrive.

Artiklen, jeg husker, kan meget vel være den allerførste gang, jeg læste om filmen. Det øjeblik, hvor jeg opdagede, at den fandtes. Der var jo ikke internet dengang. Det var ikke som i dag, hvor man ved, hvad der er på vej, allerede før produktionen starter. Det var en tid med ægte overraskelser.

Veludstyret selvtægtsmand

Hvis du ikke har set filmen, kan jeg kort fortælle, at fyldige oprindelseshistorier i superheltefilm ikke var blevet et folkekrav endnu. Batman er ganske vist ny i Gotham, og de fleste ved ikke, at han findes – eller også tror de, han er en røverhistorie. Men han er allerede etableret som en veludstyret selvtægtsmand, og det eneste, du får, er et flashback fra den scene, der siden er blevet en Batman-klassiker i alle de andre film – uden tvivl inspireret af Burtons forlæg. Hvis du ikke ved hvilken scene, jeg taler om, vil jeg ikke afsløre mere.

Det var og er en fantastisk filmoplevelse, og den holder stadig. Men jeg må dog indrømme, at den ser gammel ud. Den har de klassiske alderdomstegn i scener, hvor de har anvendt green screen-teknologi, og nærkampene med Batman er tydeligvis fra en tid, hvor de kunne slippe afsted med mindre overbevisende stunts.

Burton’sk camp

Når man husker, at den også er kendt som filmen, der gjorde Batman mørk og dyster igen – en seriøs superheltefilm – så er den overraskende campy. Ikke på samme niveau som 60’ernes TV-serie, naturligvis, men man kunne beskrive den som en underspillet Burton’sk version af camp. Den er mere teatralsk og karikeret, end jeg huskede. Mere tegneserieagtig.

Men det generede mig ikke. Tværtimod. Jeg morede mig, og jeg elskede hvert et minut. Den er fuld af scener, jeg knap nok kunne huske, og som den nostalgiske filmnørd, jeg er blevet med årene, sætter jeg også stor pris på den uskyldighed og charme, der kan være i de gamle film; i måden, de gjorde tingene på, og hvad de var i stand til. Det er en svunden tid, men det er skønt at genopleve den på de præmisser, der nu engang gjaldt dengang.

Det er også en filmoplevelse for alle, der sætter pris på håndværket, for den er et skoleeksempel på brugen af gode, gammeldags filmkulisser, og der er lagt masser og masser af timer i tilblivelsen af Batmans hjemby, Gotham, samt hans hemmelige hule, Batgrotten. Hvis du får fat i den rigtige DVD eller BluRay, er der lavet nogle spændende dokumentarer om den del af produktionen. På det punkt er filmens scenografi helt unik og et hvert gensyn værd.

En ny standard

Den satte en ny standard for superheltefilm og især for Batman selv, for alle senere film har taget et eller andet med fra Burtons tegnebræt. Det er for eksempel blevet helt almindelig praksis, at superheltekostumer og især maskerne formes i andre materialer for at opnå det rigtige look, og næsten alle maskerede superhelte med kighuller til øjnene bruger nu makeup for at give illusionen et ekstra nøk.

Batmobilen i den gamle TV-serie er unik og ganske fed, men den er baseret på en eksisterende konceptbil, en Lincoln Futura fra 1955. Den går ikke i dag, og det startede med Burtons Batmobil i 1989. De skabte en helt ny bil fra bunden, og selvom formerne er inspireret af andre biltyper fra forskellige perioder, er det endelige resultat originalt – og fedt! Jeg vil vove den påstand, at ingen Batmobil siden har været i stand til at overgå den.

En fryd for alle sanser

Endelig er der musikken, og her taler jeg ikke om Prince-numrene, men Danny Elfmans Bat-tema. Jeg er ikke stor ekspert på det område, men jeg kan nok slippe afsted med at sige, at det fanger filmens og Batmans mørke, dystre ånd perfekt, og så har det den egenskab, som gælder alle de gode, gamle filmtemaer; at det er øjeblikkeligt genkendeligt og iørefaldende.

Selvom genren (og branchen) er blevet meget større siden, er der gået et eller andet tabt her, for der er ikke mange film i dag, hvor jeg ville genkende temaet. Men Elfmans tema ville stadig være perfekt i en ny Batman-film. Det har den tidløse kvalitet.

Filmen får en topkarakter. Alderen betyder intet. Jeg er lige så forelsket i dag som dengang. Mr. Mom er en bedre Batman end nogen troede muligt, da Burton castede ham. Jack Nicholson er udødelig som Jokeren. Og Kim Basinger er en fryd for alle sanser.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *