The Matrix

Carrie-Anne Moss som Trinity.

The Matrix er – hvis du ikke allerede ved det – en science fiction-actionthriller fra 1999, der væltede verden og revolutionerende filmindustrien med sine banebrydende slow motion-effekter, populært kaldet “bullet time.” Den blev et kæmpe biografhit, og den tog instruktørduoen og søskendeparret Lana og Lily Wachowskis karriere til nye, stormfulde højder.

Det var ikke deres debutfilm, men tæt på. Få år tidligere havde de lavet et andet lille mesterværk, Bound, der er en velfortalt hvem-snørrer-hvem-thriller og et fremragende eksempel på moderne film noir. The Matrix er en mastodont i forhold til Bound, og det er deres science fiction-debut, men deres udgangspunkt er det gode, gammeldags filmhåndværk, og de har på mesterlig vis overført deres neo-noir-stil til genren. Ja, det er faktisk et enormt velfungerende mix.

Handlingen følger Neo (Keanu Reeves) som er programmør og hacker. Han er på jagt efter sandheden, og myndighederne er på jagt efter ham. Da han møder Trinity (Carrie-Anne Moss) og Morpheus (Laurence Fishburne), får han endelig svaret, og det er større, end han troede muligt.

Laurence Fishburne som Morpheus.

Filmen fylder 20 i år, men den holder stadig. Effekterne er ikke falmet med tiden, selvom der har været mange revolutioner indenfor CGI siden dengang. På intet tidspunkt følte jeg, at den så gammel ud. Den har tværtimod holdt sig lige så ung som Keanu selv.

Jeg har allerede nævnt dens fantastiske neo-noir-stil, og jeg kan ikke rose den nok. Den er et visuelt festmåltid, og hver eneste scene og hver eneste optagelse er en udsøgt smagsoplevelse.

Soundtracket består primært af elektronisk musik fra bl.a. Prodigy, Rob Zombie og Propellerheads samt hård rock fra Marilyn Manson og (med det passende navn) Rage Against the Machine, og det matcher såvel hacker-miljøet som filmens visuelle udtryk og historiens temaer perfekt.

Men det er ikke kun et stilistisk kunststykke. Handlingen er velfortalt, medrivende, fuld af mystik og gode overraskelser, original, samfunds- og systemkritisk, fuld af lag og dybde. Hvis man ikke ved for meget på forhånd – og det gjorde jeg ikke i 1999 – tager den røven på een. Jeg var blæst omkuld dengang, og selvom jeg kender den nu, er den stadig et fornøjeligt gensyn, hvor der er god tid til at tygge på alle detaljerne og nyde, hvor godt det hele hænger sammen.

Man taler sjældent om Hugo Weavings mr. Smith, når man taler om de bedste filmskurke, men han er en fremragende filmskurk. Han smager på hvert ord, som en maskine fanget i et menneskehylster, og hans foragt for det bytte, han er nødt til at jagte, leveres på blændende vis af den gode hr. Weaving.

Hugo Weaving som mr. Smith.

Carrie-Anne Moss er ikke en af Hollywoods største stjerner, klassiske skønheder eller typiske sexsymboler, men hun har et eller andet udefinerbart, der bare virker, og jeg er stadig vild med hende. Som Trinity er hun en stærk, selvstændig kvinde, men også feminin og smuk på sin egen barske måde, og Moss udfylder rollen til topkarakter.

Det er i det hele taget en yderst velcastet film. Det siges, at Will Smith blev tilbudt rollen som Neo, men jeg har svært ved at se det for mig. Keanu er muligvis lidt af en et-trick-pony, men han er den rigtige i rollen. Og i selskab med den perfekte mentor, Laurence Fishburne som Morpheus, samt førnævnte Trinity og resten af holdet på Nebuchadnezzar inkl. en herligt skummel Joe Pantoliano, går det hele op i en højere enhed.

At det oven i hatten også er en hæsblæsende actionfilm fuld af kung fu, skuddueller og naturstridige, superheltelignende cirkusstunts, er kun en ekstra gevinst, der trækker den hele vejen hjem.

Jeg kunne rose den fra nu og til mine dages ende, men jeg vil stoppe her. Den får alle fem hjerter, og jeg synes faktisk, at den er udenfor kategori, så jeg har kreeret et nyt stykke grafik.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *