Drengen og Jern-kæmpen (originaltitel: The Iron Giant) er en tegnefilm fra 1999 baseret på The Iron Man, en roman fra 1968 af poeten og børnebogsforfatteren Ted Hughes.
Pete Townshend fra The Who forvandlede den i 1989 til et konceptalbum, The Iron Man: The Musical, og efter et kort visit på teaterscenen i London fortsatte den til det store lærred, da Warner Bros. samlede den op og gav den til Brad Bird (De utrolige, Ratatouille).
Bird var debutant dengang, men han fik frie tøjler, så han droppede Townshends musical og gik tilbage til Hughes’ roman.
Handlingen foregår i 1957 kort efter Ruslands opsendelse af Sputnik, den første satellit i rummet. Et uidentificeret flyvende objekt styrter ned i havet ud for kysten i staten Maine, og det viser sig at være en 30 meter høj kæmperobot, som spiser metal.
11-årige Hogarth Hughes er alene hjemme, da TV-signalet forsvinder midt i en god gyserfilm, og da han kravler op på taget for at fikse antennen, er den forsvundet. Han går på opdagelse og finder den mystiske jernkæmpe i skoven.
Hjertevarm famliefilm
Det er en lille, men fantastisk film med et stort hjerte. Fortællingen vækker minder om både King Kong, E.T. og sagnet om Androkles, der trækker en torn ud af poten på en løve.
Den hviler på et solidt fundament af enkle, medmenneskelige budskaber. Selvom romanen er mere end 50 år gammel, filmen er over 20 år gammel, og handlingen sat for mere end 60 år siden, er den lige så aktuel i dag som altid. Det føles som en moderne version af de gamle lignelser.
Det er en film for børn og voksne i alle aldre. Handlingen er sjov og medrivende, og frem for alt er den rørende og bevægende. Den griber fat, og den trykker og trykker og trykker. Den er sørgelig, men også opløftende, som de bedste, mest hjertevarme film ofte er. Den fortjener alt det, jeg kan give den.
