The Sopranos

The Sopranos er en dramaserie fra 1999, og måske kender du den allerede. Den følger Tony Soprano og resten af Soprano-familien, en fiktiv mafiafamilie i New Jersey.

Serien er på mange måder TV-verdenens egen Godfather, selvom Tony ikke er oppe i samme liga som Don Corleone eller sønnen og arvtageren Michael. Faktisk er det et gennemgående tema, at organiseret kriminalitet ikke er, hvad det var engang. Tiden og samfundet flytter sig, og de nye generationer kan drømme om fortidens storhed, men ikke leve op til den.

Men der er masser af fællestræk, og mange af fortidens traditioner holdes stadig i hævd. Forskellen ligger snarere i skalaen og tidsånden. Eksempelvis er Tony på den ene side en stereotyp mafioso, en benhård, no-nonsense handlingens mand, og en alfa-han, der driver sine forretninger i en stripklub og har en hyppigt besøgt elskovsrede med en obligatorisk elskerinde installeret, naturligvis. Og på den anden side går han til psykolog, da han lider af angstanfald, kæmper med sin for nyligt plejehjemsanbragte mor og alverdens andre problemer på hjemmefronten, ikke mindst fordi han har to teenagebørn, og han faktisk forsøger at være en god far på sin egen uortodokse måde.

Han er således et produkt af sin opdragelse og miljøet, og han kan være et ualmindeligt dumt svin, narcissist, egoist, sociopat og dybest set en stor samfundssnylter, hvilket mafiaen grundlæggende er, men han rummer dog en anelse mere også. Det er en moderne Godfather-historie med mange flere lag, og det er især det, jeg faldt for, da jeg så den første gang i sin tid. Eller i hvert fald dele af den. Jeg fik aldrig set den fra ende til anden, da den kørte på TV. Men jeg faldt over den på HBO, og pludselig havde jeg set de første 10 afsnit.

Selvom den er mere end 20 år gammel, er den helt på højde med nutidens TV-serier – og stadig bedre end de fleste. Den har utvivlsomt inspireret mange serieskabere, for der findes rigtigt mange serier i dag, der handler om kriminelle eller i det mindste lyssky personer, der forsøger at balancere mellem to verdener.

Den er anmelderrost og prisbelønnet, og regnes stadig af mange for at være en af de bedste dramaserier nogensinde. Hvis ikke den bedste. Punktum.

Den foregår i et spændende miljø med komplekse, fascinerende figurer, og det er et forrygende drama, men der er også en god portion velplaceret sort humor. Den er desuden fuld af dygtige skuespillere, hvoraf de fleste var ukendte dengang, men mange af dem blev stjerner og er dukket op i meget andet siden.

Jeg er sjældent så opslugt, at jeg næsten ikke kan stoppe, men Tony havde mine nosser i en skruetvinge, og jeg fik set alle seks sæsoner i løbet af et par uger. Det blev en hed affære med mange sene aftener, og hvis jeg var til den slags, ville jeg sidde og nyde en god cigar og et glas rødvin ovenpå strabadserne, mens jeg skriver disse ord.

Advarsel! Spoilere i dette afsnit! Det hører dog med til historien, at slutningen er brat og kontroversiel. Den skuffede mange dengang, fordi den spiller op til en stor finale med alle de klassiske spændingsskabende virkemidler, man kan forestille sig. Og så ender den bare uden det forventede klimaks. Ingen udløsning. Wtf?! Jeg forstår skuffelsen. Men … jeg vidste det allerede denne gang. Og det ødelægger ikke håndværket eller de mange gode timer forinden. Og på sin vis er det ikke en uinteressant afslutning. De undgår klichéerne og sammenligninger med genrens klassikere. Måske er det ikke så dumt. Den trækker i hvert fald ikke ned.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *