Ghost Dog: The Way of the Samurai

Jim Jarmusch er en indiefilmskaber og en auteur; en instruktør og manuskriptforfatter med et særligt kunstnerisk udtryk, der ikke indretter sig efter gældende normer og uskrevne regler. Han går sine helt egne veje, og det har han gjort siden 1980.

Men hans veje har aldrig krydset mine. I 80’erne var jeg kun en lille knøs, og selvom jeg opdagede filmmagere som eksempelvis Tarantino, Cronenberg og Lynch i teenageårene i 90’erne, måtte stakkels Jim nøjes med resten af verdens beundrende blikke. Jeg så ham ikke.

Det er ikke sådan, at jeg er gået uden om ham. Næ, nej. Han dukkede bare aldrig op, når jeg osede film.

Men så skete det, at jeg faldt over en tråd i en filmgruppe på nettet. Den handlede om en ny Jarmusch-film, jeg tilfældigvis selv havde købt – ikke pga. Jarmusch selv (filmguderne er lunefulde), men pga. Bill Murray, der har en rolle i den omtalte film.

Pludselig opdagede jeg, at manden bag det, der ligner et hyggeligt lille zombie-eventyr med den gode hr. Murray, er en heftigt debatteret filmskaber, jeg burde undersøge nærmere. Så jeg tog min filmbuddy og lokale Jarmusch-ekspert i hånden og bad om en introduktion.

Ghost Dog: The Way of the Samurai

Første forlystelse i Jarmusch-land er Ghost Dog: The Way of the Samurai. Et actiondrama fra 1999 med Forest Whitaker som den mystiske lejemorder “Ghost Dog,” der lever og udfører sit hverv efter samurai-kulturens læresætninger. En dag får han til opgave at myrde en af mafiaens egne – en “made man” dvs. et fuldgyldigt medlem – og de forsøger derefter at rydde ham af vejen, så mordet ikke kan spores tilbage til dem. En beslutning, de knap nok når at fortryde.

Bortset fra samurai-vinklen er det et relativt enkelt hævnplot, og det er set i mange andre film. Jeg forstod på min filmbuddy, at det er en af Jarmuschs relativt ordinære film, omend den stadig har nogle ekstraordinære særheder også.

Fortællestilen er langsom – men ikke kedelig – og opdelt i kapitler ledsaget af uddrag fra Hagakure, en slags håndbog baseret på ordene fra Yamamoto Tsunetomo, en samurai fra 1600-tallet.

Whitaker er en koldblodig gangster/samurai-version af Leon, titelfiguren i Luc Bessons lejemorder-drama fra 1994. De to film er på mange måder sammenlignelige, men i så fald mangler Ghost Dog en skurk på niveau med Gary Oldman, og et personligt, karakterudviklende forhold, der kan måle sig med Leon og Mathilda.

Jarmusch sætter sit aftryk i alt det, der falder udenfor rammerne af den forventede hævnhistorie. Her finder vi nogle spøjse figurer, skæve scener og god, sort humor. Kun i glimt i denne film, men de landede, som de skulle.

Mens jeg skriver disse ord, har jeg set begge aftenens Jarmusch-film, og det giver mig en bedre samlet forståelse af manden og det, der gør ham unik. Af samme grund er det svært ikke at sammenligne, og jeg må sige, at jeg foretrækker aftenens anden film, Dead Man, hvor Jarmusch går all-in på særhederne.

Som nævnt i indledningen, følger en auteur ikke normer og regler, men i Ghost Dog er han bundet af hævnplottets regler og af både samurai- og mafia-kulturens traditioner. Det gør ham mere fastlåst, og derfor føles filmen også mindre auteur-drevet.

Det er stadig en velfortalt film med gode præstationer og godt håndværk, men der findes bedre i genren, og der findes bedre fra Jarmusch selv.

Nøgleord: , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *