Johnny Depp og Gary Farmer som bogholderen Blake og indianeren Nobody.
En aften med Jim Jarmusch – fortsat. Aftenens første film var Ghost Dog: The Way of the Samurai.
Sidste stop på aftenens rejse er Dead Man, en sort-hvid western fra 1995 med Johnny Depp som bogholderen William Blake, der rejser vestpå til en lille metalfabriksby kaldet Machine, hvor han er blevet lovet et job.
Uheldigvis tager det evigheder at rejse gennem landet i 1800-tallet, og i mellemtiden er jobbet blevet besat af en anden. Så stakkels Blake er hjemløs og jobløs i en fremmed by ved verdens ende. Og så går det galt. Og så bliver det skørt.
Her fornemmer jeg, Jarmusch har sluppet tøjlerne og brudt alle regler, for selvom det er en western, og den overholder visse genretraditioner, ligner den ingen westerns, jeg nogensinde har set. Nogle elementer er en genreparodi, og andre er samfundskommentarer. Men plottet er en uforudsigelig rejse ned i et kaninhul, og Blake kastes rundt fra den ene tilfældighed til den anden.
Aftenens to Jarmusch-film har tempoet til fælles, men Dead Man sprudler mere, for der er flere skøre karakterer, mere sort humor, og dramaet er mere tragikomisk. Desuden er der et fedt country-blues-soundtrack og til tider en Tarantino’sk stemning, jeg godt kunne lide.
Man finder hans aftryk i begge film, men de er også meget forskellige. For nogen vil Dead Man muligvis være for mærkelig. Roger Ebert, den berømte, amerikanske anmelder, gav f.eks. Ghost Dog tre stjerner (ud af fire), men han forstod ikke Dead Man (hans egne ord) og gav den kun halvanden stjerne.
Jeg synes, Dead Man er den bedre, mere løsslupne film, og jeg vil belønne den med ni hjerter.
