Dracula – En levende dødbider (originaltitel: Dracula: Dead and Loving It) er en gyserkomedie fra 1995 skrevet og instrueret af Mel Brooks med gode, gamle, halv-danske Leslie Nielsen som den blodsugende, transylvanske greve med de spidse tænder og den lange kappe.
Lige som Robin Hood: Helte i underhylere og mange andre parodier, følger filmen først og fremmest den velkendte historie fra Bram Stokers gamle roman. Der er masser af velkendte scener. De har alle fået en snurretur i Brooks’ kringlede hjernekiste.
Der er ingen uhygge overhovedet. Jeg føler næsten, at jeg snyder i oktober-udfordringen. Men det er en vampyrfilm baseret på en genreklassiker. Man kan ikke skrive uhygge uden hygge. Den er der til gengæld masser af. Altså hyggen. God, fjollet, falden-på-halen-hygge med vittige forvekslinger og victorianske kavalergange. Det er ikke så ringe endda.
Brooks var bedst i 70’erne og 80’erne. Der er mange gengangere i komikken. Det trækker lidt ned. Men den er ganske underholdende alligevel. Så har den – lidt overraskende – nogle ret imponerende visuelle effekter. Jeg havde ikke troet, at en simpel parodi ville overgå mange af de rigtige Dracula-film på det punkt, men det gør den.
