Dracula – En levende dødbider

Dracula – En levende dødbider (Dracula: Dead and Loving It) er en gyserkomedie fra 1995 skrevet og instrueret af Mel Brooks med gode, gamle, halv-danske Leslie Nielsen som den blodsugende, transylvanske greve med de spidse tænder og den lange kappe.

Lige som Robin Hood – Helte i underhylere og mange andre parodier, følger filmen først og fremmest den velkendte historie fra Bram Stokers gamle roman. Der er masser af velkendte scener, og de har alle fået en snurretur i Brooks’ kringlede hjernekiste.

Der er ingen uhygge overhovedet. Jeg føler næsten, at jeg snyder i oktober-udfordringen. Men det er en vampyrfilm baseret på en genreklassiker, og man kan ikke skrive uhygge uden hygge. Den er der til gengæld masser af. Altså hyggen. God, fjollet, falden-på-halen-hygge med vittige forvekslinger og victorianske kavalergange. Det er ikke så ringe endda.

Brooks var bedst i 70’erne og 80’erne, og der er mange gengangere i komikken. Det trækker lidt ned. Men den er ganske underholdende alligevel, og så har den – lidt overraskende – nogle ret imponerende visuelle effekter. Jeg havde ikke troet, at en simpel parodi ville overgå mange af de rigtige Dracula-film på det punkt, men det gør den.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.