Jeg afslutter oktober og fejrer halloween med en genreklassiker fra to gamle mestre. Historien er skrevet af Stephen King, og filmatiseringen er instrueret af John Carpenter. Jeg formoder, at de herrer ikke behøver nogen nærmere introduktion.
Arnie Cunningham er en ung mand, der køber sin første bil, et gør-det-selv-projekt, der trænger til en masse kærlighed og knofedt. Det lykkes ham imod alle odds og med lidt overnaturlig hjælp at restaurere den gamle øse, og under snavset og rusten gemmer sig en rød-hvid Plymouth Fury fra 1958.
En flot, klassisk bil, men, viser det sig, ikke en helt almindelig bil.
Djævelske kræfter på spil
Det er på sin vis en relativt enkel fortælling om en ung mand, der bliver besat af sin nye bil. Ikke en besættelse som i The Exorcist, men et usundt forhold, der opsluger og ændrer ham. Men det er ikke bare en fase i teenage-livet eller et oprør mod forældrene. Det er King, der fortæller, og der er djævelske kræfter på spil.
Det er en atypisk Carpenter-film, for der er ikke mange visuelle effekter, ingen monstre, og uhyggen er af en anden støbning. Men det er solidt håndværk, og Kings fortælling er et godt drama med større dybde og flere lag, end jeg huskede. Det er en rigtig god film.