I dag er Zachary Levi bedst kendt som DC-helten Shazam!, og han har netop haft premiere i sin anden film, Fury of the Gods. Men for lidt over ti år siden var han kendt som computernørden Chuck Bartowski.
Chuck arbejder i kundeservicen i en elektronikkæde. Han er en helt almindelig fyr, men det ændrer sig, da han modtager en e-mail fuld af efterretninger fra en gammel skolekammerat, som er spion.
CIA forsøger at stjæle hans computer, men den går tabt. Det viser sig dog, at alle informationerne er lagret i Chucks hukommelse, og derfor bliver han et vigtigt aktiv i hele fem sæsoner.
Ufrivillig hverdagsspion
Der findes masser af TV-serier, hvor mere eller mindre almindelige mennesker bliver en slags konsulenter for politiet eller andre agenturer. Som regel kan de et eller andet særligt. Det kan Chuck bare ikke.
Men den følger heller ikke helt samme opskrift. Chuck er en ufrivillig brik i spionspillet. Han passer stadig sit dagjob, og CIA sætter sin alleryndigste agent til at beskytte ham og bruge hans viden i deres missioner.
Hun spilles af Yvonne Strahovski kendt fra bl.a. Dexter. Hun er undercover som hans nye kæreste, og naturligvis opstår der et klassisk sker-det-eller-sker-det-ikke-scenario.
Den minder mig mest om Limitless, en kortlivet serie baseret på filmen af samme navn. Både humoren og hovedpersonen har mange fællestræk. Men selve handlingen følger andre plottråde, og det er et plus.
Dels er missionerne meget varierede. Det handler ikke bare om at stoppe forbrydelser hver gang. Dels fylder Chucks privatliv mere. Man kan på det punkt sammenligne den med f.eks. Alias. Chuck må hele tiden dække over sine spionaktiviteter og finde balancen i sit nye, ufrivillige dobbeltliv.
Den er hyggelig og underholdende. Ingen store revolutioner, men en god blanding af action og humor med et strejf af romantik og lidt hverdagsdrama ved siden af.
I skrivende stund kan du se den på Prime.