Cocaine Bear er en gyserkomedie fra 2023 instrueret af Elizabeth Banks. Du har evt. set hende i Brightburn, The Hunger Games eller en af hendes mange andre film. Som instruktør har hun lavet Pitch Perfect 2 og Charlie’s Angels ud over denne.
Sjovt nok er filmen baseret på virkelige hændelser, i hvert fald delvist. I 1985 dumpede en kokainsmugler sin ladning af kokain over skovene i staten Georgia, før han kastede sig ud af flyet og uheldigvis døde pga. en defekt faldskærm. Senere blev en bjørn fundet død med maven fuld af kokain.
Den blev i øvrigt udstoppet og står i dag i et indkøbscenter i Kentucky. Den går også under navnet Pablo Eskobear.
Overraskende god
I filmen går bjørnen amok og myrder løs for at smovse, men også finde mere kokain. Det går ud over de stakkels mennesker i naturparken, som tæller både uskyldige børn, mindre uskyldige ballademagere og hardcore gangstere, som leder efter deres sager.
Titlen vækker minder om bl.a. Snakes on a Plane og Sharknado. Man kunne frygte, den ville leve højt på titlen, men ikke leve op til forhåbningerne. Det er såmænd en film i samme ånd, MEN den er meget, meget bedre. Sågar overraskende god.
Effekterne er meget, meget bedre end forventet. Der er masser af CGI, både bjørnen og splatteriet, men det er god CGI, selvom filmen er lille, og budgettet lige så.
Syge bjørneangreb
Der er masser af vilde scener af den slags, splatter-fans vil elske. Blodige lemlæstelser, afrevne lemmer og syge bjørneangreb, hvor man næsten hepper på bjørnen. Kokainbjørn! Kokainbjørn! Kokainbjørn!
Humoren er lige tilpas. Ikke for meget og ikke for lidt. Der er en perfekt balance mellem sjov og alvor. Præmissen er egentlig ret dum, men det er filmen ikke.
Jeg har ikke set Banks’ andre instruerede film, men efter denne her vil jeg da holde øje med hende. Hun har godt styr på det, og hun er åbenbart ikke for fin til noget spas.