Commando er en Arnold-klassiker fra 1985 instrueret af Mark L. Lester, der også er kendt for bl.a. Årgang 1984 og Stephen King-filmen Firestarter.
Arnold er John Matrix, en pensioneret elitesoldat, der bor i en idyllisk bjerghytte med sin datter (en ung Alyssa Milano). Men idyllen varer ikke ved i en Arnold-film. Bjerghytten angribes og datteren kidnappes af en tidligere diktator, Arnold væltede.
Diktatoren vil tvinge Arnold til at vælte den nye regering, så han kan blive genindsat. Men Arnold er Arnold, og sådan leger man ikke med Arnold.
Det er en 80’er-klassiker med brutal og blodig action og Arnold som en veludrustet enmandshær. På alle måder er det Arnolds svar på Sylvester Stallones Rambo II, for selvom handlingen er vidt forskellig, ender det i et lignende krigskaos.
Zebrastribet krigsmaling
Begge actionhelte har en nu-gør-vi-os-klar-scene med nærbilleder af støvler, der snøres, svulmende muskler og andet lir. Arnold har dog erstattet Rambos pandebånd med zebrastribet krigsmaling.
Er du stadig i tvivl om sammenligningen, får du general Kirby, der render rundt som en anden oberst Trautman og fortæller de andre bikarakterer, hvor vild Matrix er.
Den store forskel er datteren Jenny. For lige så opgejlet filmen er, når Arnold lader musklerne danse, lige så sødsuppe- og nærmest Disney-agtig er den i montagen, hvor far-datter-forholdet etableres.
Hvis ikke titlen og de brutale mord kort forinden havde forsikret os, det er en baskeægte tjubangfilm, kunne man tro, at Arnold var blevet lokket til at lave en blød familiefilm.
Cheesy brutalitet
Man kan runde sammenligningen af med følgende konklusion. Rambo er en traumatiseret krigsveteran skabt i de dystre 70’ere. Matrix er skabt i de farverige 80’ere, og selvom han i udførslen er lige så brutal, er filmen mere cheesy og med glimt i øjet.
Stakkels Rambo forlader sin film som en ensom ulv, hvorimod Matrix er ét stort smil med datteren på armen og en ny, veldrejet veninde.
Men sammenligningen er bestemt ikke en kritik, blot en observation. Commando er herlig underholdning, og min hukommelse blev hurtigt gjort til skamme.
Jeg huskede den nemlig som en af de mindre gode Arnold-film. Lidt for kikset. Lidt for dum. Tjo, det er den da. Men det er fedt! På mine ældre dage, hvor jeg i højere grad hylder gamle film, som de er, falder Commando helt rigtigt ud.
