Cosmic Sin er en science fiction-actionthriller fra 2021 skrevet og instrueret af Edward Drake. Han er primært en direkte-til-video-filmmager, og han har samarbejdet med Bruce Willis i hele seks film. Denne er nr. 2.
Det er vinderen i Raspberry Awards’ nyoprettede kategori, Worst Performance by Bruce Willis in a 2021 Movie. Der er otte nominerede film i kategorien. De har dog valgt at annullere den efter meldingen om Willis’ helbred og karrierestop.
Ofte uddeles de såkaldte Razzies til store blockbustere, der blot er mindre gode. Men Cosmic Sin er en gedigen bundskraber. Den scorer sølle 3 procent på Rotten Tomatoes, og det er ikke kun Willis’ skyld.
Fjendtlige rumvæsener
Handlingen er sat i år 2524. Willis er en vanæret krigsveteran kendt og berygtet som “Blodgeneralen.” Han kaldes tilbage i aktiv tjeneste, da en minekoloni på en fjern planet angribes af fjendtlige rumvæsener.
Han får selskab af Frank Grillo (Boss Level). De spiller begge afgørende roller i plottet, men deres scener er sparsomme. De er tydeligvis hyret til at kaste lidt stjernestøv på projektet. Resten af rollelisten fylder den korte spilletid ud med ligegyldigheder og action.
Den er bedre produceret end B-film i gamle dage. Men den er mere ligegyldig af samme grund. Der er ingen charme. Intet at more sig over. Bare en trist og kedelig omgang.
Trist afskedsturné
Det er mærkeligt at se filmen efter at have hørt om Willis’ sygdom. Man vurderer ham uundgåeligt med det i baghovedet. Hver eneste replik og ansigtsmimik analyseres.
Jeg vover den påstand, det er tydeligt, der er noget galt. Han har kun korte replikker ad gangen, og hans tonefald skifter meget. Det føles som om scenerne er sammenstykket af flere optagelser.
Det er trist at se ham sådan. Jeg tror ikke, jeg kommer til at se flere af hans karrieres sidste film. Jeg vil hellere gense de gamle, da han var på toppen.