Forestil dig, der fandtes vampyrer, og hver gang et menneske blev bidt, ville der være en vampyr mere, og et menneske mindre. Før eller siden ville hele verden være forvandlet.
Det er præcis, hvad der er sket i Daybreakers. Men i en verden fuld af vampyrer er det ikke så interessant at være vampyr. Man er ganske vist udødelig, men ellers er der ikke den store forskel. Med den undtagelse, at hele verden er ramt af hungersnød. Menneskeblod er en mangelvare.
Den er ikke som andre vampyrfilm. Edward Dalton (Ethan Hawke) er en vampyr, men han er ikke en ondskabsfuld blodsuger, der lusker rundt i natten og tygger på unge kvinder. Eller en mystisk enspænder, der forfører uskyldige skolepiger og så nøjes med at snuse til dem. Næ, han er blot et menneske, der er blevet forvandlet mod sin vilje, og han arbejder på et finde et alternativ til menneskeblod.
Som vampyr er han ikke ulig vampyren Louis fra Interview with the Vampire. Daybreakers tager fat i nogle af de samme temaer omkring udødelighed og blodtørst. Det er ikke en uinteressant historie, men tempoet er desværre en smule søvndyssende. Det er en meget dyster film, men den er ikke helt så veludført, den slipper af sted med det.