De fortabte sjæles ø er en dansk fantasy-thriller fra 2007 skrevet og instrueret af Nikolaj Arcel. Han er også manden bag Kongekabale og manuskriptet til Klatretøsen.
Jeg husker, der var en del hype omkring filmen, fordi den repræsenterer en ny genre indenfor dansk film. Man kunne kalde den for Harry Potter-genren. Børn og magi. Spænding og masser af fede effekter.
Initiativet fortjener stor ros, og dansk film viser, der faktisk kan laves CGI herhjemme, som er (næsten) på højde med de amerikanske produktioner. Desværre halter historien, og det havde jeg ikke forventet.
Den handler om en lille familie, en mor og to børn – en storesøster, der interesserer sig for det okkulte og en obligatorisk irriterende lillebror – som er flyttet til en lille landsby.
Her er ikke meget at lave for to unge mennesker fra København, men det ændrer sig, da lillebror bliver besat af en fortabt sjæl. Det viser sig, at et slag mellem det gode og det onde, som kan afgøre hele verdens skæbne, vil udspille sig netop her.
Udgangspunktet er ikke dårligt. Men der opstår en række huller, som irriterer. Episoder, hvor de ganske enkelt springer for hurtigt fra et sted til et andet, eller løser et givent problem med lidt for lette midler. Det skæmmer.
Men jeg håber ikke, det er sidste gang, vi gør forsøget i denne genre herhjemme.