Dead Poets Society

Dead Poets Society er et drama fra 1989 instrueret af Peter Weir. Han er også manden bag bl.a. Witness, Green Card og The Truman Show.

Handlingen er sat i 1959 på en striks kostskole, hvor Robin Williams spiller en ung og nytænkende lærer, der opnår et unikt forhold til sine elever, men også et anstrengt forhold til skolens ledelse.

Filmen blev nomineret til fire Oscars i de store kategorier, og Tom Schulman vandt for sit originale manuskript. Det er sjovt nok hans eneste film i den kaliber. Han har siden skrevet komedier som What About Bob? og Honey, I Shrunk the Kids.

Der findes masser af ungdomsfilm, hvor uortodokse lærere sætter skik på uvorne elever, men Dead Poets Society er lige modsat. Disse elever er disciplinerede. De er strengt opdraget i såkaldt gode hjem. Deres fædre er advokater, bankmænd og lignende, og der stilles store krav til de unge mænd.

Williams’ opgave er derfor den modsatte. Han vil lære dem at løsne op. At tænke selv. At turde drømme. At gribe dagen. At leve livet, mens de kan. Et enkelt budskab, men ikke desto mindre vigtigt at lære, før man havner i livets trædemølle.

En af genrens vigtigste

Det er en alvorlig ungdomsfilm. Dramatisk. Trist og sågar grufuld på et bestemt tidspunkt. Men der er også humor her og der. Det er dog ikke en komedie. Den træder ikke i John Hughes fodspor.

Det er en af genrens vigtigste film, måske den allervigtigste. Den handler (som mange andre) om at blive voksen og finde ud af, hvem man er, og hvad man vil med livet. Men den gør det uden brug af stereotyper, de sædvanlige drengestreger og den ofte lidt overdrevne fokus på piger, nøgenhed og sex.

Det er en bevægende film. En stærk film. Jeg blev meget rørt til sidst. Williams er fantastisk, og det samme er de unge skuespillere, hvoraf flere har fået store karrierer siden.

Du kan se den på Disney Plus.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.