Ken Abraham og Mindi Miller.
Deadly Embrace er et erotisk drama fra 1989 instrueret af David DeCoteau under pseudonymet Ellen Cabot. Det er aftenens første film i en filmboks fra 88 Films med titlen The Best of 80s Scream Queens.
Filmene lever ikke op til den pralende titel, men damerne er ganske rigtigt nogle af årtiets genredronninger. Legenden Linnea Quigley er en af hovedpersonerne i alle tre film. Penthouse-modellen Michelle Bauer gør hende selskab i to af filmene. De øvrige er marinebiologen Brinke Stevens, wrestleren Mindi Miller og yoga-instruktøren Karen Russell.
Hvis du elsker 80’er-snask, er de fem damer uundgåelige. Du vil møde dem igen og igen i utallige film. De er skønne og især talentfulde på ét punkt.
De tre film er alle filmatiseret af DeCoteau, omend han kun lægger eget navn til én af dem. Ifølge IMDb er ”Ellen Cabot” hans version af ”Alan Smithee” – et populært pseudonym anvendt af mange andre filmmagere, når de undsiger en film.
Han fortalte Draculina Magazine, at navnet stammede fra en high school kæreste. Hun var en ”screaming bitch,” og derfor brugte han hendes navn til sine dårlige film. Senere fortalte han Femme Fatale Magazine, at historien var løgn.
Jeg formoder, det stadig er sandt, at han syntes, filmene var dårlige. For det er de.
De tre titler i boksen er Deadly Embrace (denne), Murder Weapon og Nightmare Sisters. Han lægger navn til Nightmare Sisters. Mere om det i den anmeldelse.
Syndig og søvndyssende
Først går turen til en rigmandsvilla i Californien. Chris er en ung fyr, der hyres som hjælp i huset. Her bor en smuk kvinde, hvis mand aldrig er hjemme. Hun er ensom, og erotikken lurer lige om hjørnet. Godt hjulpet på vej af seksualitetens ånder.
Øh, hvad? Ja, det hedder de ifølge rollelisten på IMDb. De dukker op i nogle indsatte scener, som intet har med den øvrige historie at gøre. Men du får lidt ekstra at kigge på.
Chris har en kæreste (Quigley), og da hun kommer på besøg, bliver fruen i huset faretruende jaloux. Handlingen tager en relativt forventet drejning, og det hele er næsten spændende i nogle scener.
Men det tog evigheder at nå derhen. Og selvom erotikken er yderst seværdig, foretrækker jeg alligevel, at de pakker den ind i noget mere underholdende og sammenhængende end dette skrammelværk af en såkaldt thriller.
Jeg sammenlignende med Tommy Wiseaus The Room, før min kyndige filmmakker, Ruben, påpegede – med rette – hvorfor hans film trods alt er værre. Til gengæld er Deadly Embrace kedeligere, og det er en større synd imod håndværket.
Jeg ville gerne belønne de yndige damer for deres hårde arbejde foran kameraet, men det står soleklart, hvorfor instruktøren trækker sit navn. Han har tabt filmen i poolen. Fem dages arbejde, elendigt skuespil og tilfældig erotik er ikke nok.
Da slet ikke i den genre, hvor den forsøger at sparke døren ind. Du får næsten mere ud af at bare spole frem til de seværdige bidder.
