Matthew Phelps, Michelle Bauer, Linnea Quigley og Brinke Stevens.
Nightmare Sisters er en erotisk gyserkomedie fra 1989 instrueret af David DeCoteau. Det er aftenens tredje og sidste film i en filmboks fra 88 Films med titlen The Best of 80s Scream Queens.
Filmene lever ikke op til den pralende titel, men damerne er ganske rigtigt nogle af årtiets genredronninger. Legenden Linnea Quigley er en af hovedpersonerne i alle tre film. Penthouse-modellen Michelle Bauer gør hende selskab i to af filmene. De øvrige er marinebiologen Brinke Stevens, wrestleren Mindi Miller og yoga-instruktøren Karen Russell.
Hvis du elsker 80’er-snask, er de fem damer uundgåelige. Du vil møde dem igen og igen i utallige film. De er skønne og især talentfulde på ét punkt.
Denne gang lægger instruktøren eget navn til filmen. Det gjorde han ikke i de to første film, hvor han i stedet brugte navnet Ellen Cabot. Det kan du læse mere om i de anmeldelser.
De tre titler i boksen er Deadly Embrace, Murder Weapon og Nightmare Sisters (denne).
Dødfarlige sexdæmoner
Quigley, Bauer og Stevens er tre nørdede sorority-søstre, der inviterer tre drenge på besøg. De forsøger at starte festen med lidt twister og klavermusik, før de ender rundt om spisebordet med en nyindkøbt krystalkugle og en bog fuld af spirituelle instrukser.
Du kan nok gætte, at den slags ender galt. I dette tilfælde, for erotikkens skyld, bliver de tre piger besat af en succubus; en kvindelig sexdæmon. Selvom det lyder godt – og ser særdeles tillokkende ud – er det faktisk et problem. Det er nemlig dødfarligt at dyrke sex med en succubus.
I modsætning til aftenens øvrige film allierer DeCoteau sig denne gang med komikkens gavmilde spartelmasse. Det går bedre hånd i hånd med al den ufrivillige morskab, der også kan opstå i en B-film. Det skaber desuden en bedre stemning, og selv mindre tempofyldte perioder er knap så tørre.
Desuden er der stor forskel på dårligt, fjollet skuespil versus dårligt, alvorligt skuespil. Man dømmer automatisk sidstnævnte hårdere, fordi man forventer mere, når seriøsiteten sætter ind. Komikken befrier alle, og man morer sig nemmere – og dermed bedre.
Den er fjollet og sågar plat. Det er ikke en gyserkomedie på niveau med f.eks. Sam Raimis Army of Darkness eller Tim Burtons Beetlejuice. Vi bevæger os tættere på Frank Henenlotters Frankenhooker. Med et strejf af Revenge of the Nerds og Varme drenge.
Den er ikke nær så sjov som de nævnte film, men den oser til gengæld af erotik. Der er tilpas meget action og spænding i plottet, og den samlede cocktail er nok til at redde købet af filmboksen. Det endte alligevel som en udmærket filmaften.
