Varme drenge

Varme drenge (Porky’s) er en ungdomskomedie fra 1981 skrevet og instrueret af Bob Clark, der også er manden bag bl.a. Black Christmas.

Den foregår i 1950’erne og handler om noget så ungdommeligt som at få pels på krogen. Gris på gaflen. Noget på den dumme. De varme teenagedrenge har hovedet fuld af fisse og må gå grueligt meget igennem for at få opfyldt deres hedeste drømme.

Originaltitlen er navnet på en stripklub, de besøger. Mere vil jeg ikke afsløre.

Grove løjer og kærlige drillerier

Den er voldsomt lummer, plat og politisk ukorrekt. Den ville sandsynligvis forarge nogen i dag, og andre ville hylde den. Men det er harmløs underholdning, og de grove løjer er kærlige drillerier i en sammentømret venneflok.

På andre områder er den overraskende alvorlig. Den har rent faktisk noget på hjerte. Det kommer i glimt, men den berører også tungere emner som racisme og elendige forældre.

Dum, plat og god spas

Jeg er ikke længere teenager, og der er nogle scener og replikker, der er for dumme og platte. Men der er også mange scener, der stadig er god spas. Det er en film med masser af charme, lune og glimt i øjet, og selvom den er mere end ualmindeligt fikseret på hunkønnets kødelige attributter, er de gæve guttinder ganske gode til at give igen også.

Den vækker minder og gensynsglæde, og hvis man er i et lummert humør, er det en fin, lille hyggespreder.

Husk også at spejde efter filmens unge stjernefrø, Kim Cattrall, som Miss Honeywell – også kaldet Lassie. I dag er hun måske bedst kendt som Samantha i Sex and the City, men filmnørder husker hende utvivlsomt bedre fra Politiskolen, Hvem springer kineserne for? og Mannequin.

Nøgleord: , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.