Black Christmas

Efter et par dage med Arnold og actiongenrens bud på et godt gys er jeg tilbage i vante oktober-rammer med den canadiske kultgyser Black Christmas – også kendt som Silent Night, Evil Night – med bl.a. Margot Kidder og John Saxon.

Den er fra 1974, fire år før Halloween, så det er ikke en kopi med et andet helligdagstema. Ja, egentlig er det pudsigt, at de valgte julen, når allehelgensdag stadig var ledig. Og dog. For der er en god kontrast mellem den hyggelige helligdag og de drabelige begivenheder.

Selvom den er en slags forløber til de mange populære slasher-film, der poppede op senere, er der mange ligheder. Ikke mindst fordi den type film er inspireret af virkelighedens seriemordere, og en af de mest berygtede eksempler er Richard Speck, der myrdede 8 unge studiner på et kollegie.

Black Christmas foregår netop på et kollegie fuld af unge studiner, og du kan formentlig gætte, at det vil gå dem ilde, før julen er omme.

Ingen nøgenscener

Men den adskiller sig også på flere måder. Den er relativt blodfattig ift. mange senere slasher-film. Det meste overlades til fantasien. Og selvom kollegiet er fuld af unge kvinder – og instruktøren er Bob Clark, der senere gav os ungdomskomedien Varme drenge (Porky’s) – er der ingen nøgenscener. Dog er der masser af verbale vulgariteter, og især en af pigerne har et møgbeskidt mundtøj.

Den er utvivlsomt til samme unge publikum som slasher-filmene. Den er bare så tidligt på færde, at genren ikke er færdigbagt endnu.

Men det er stadig en effektiv gyser med masser af god uhygge og andre stemningsskabende virkemidler. Og den førnævnte kontrast mellem julefred og blodige mord udnyttes kløgtigt og fungerer rigtigt godt som et ekstra gruopvækkende lag. Det er et velvalgt tema, og gudskelov forfalder den ikke til en klichefyldt anvendelse af julens symbolik.

Gamle kendinge

John Saxon er igen-igen betjenten i den lille by, og hans rolle er næsten bedre end i Freddy Krueger-filmene, hvor han både er betjent og Nancys far. Når morderen ikke kun eksisterer i drømmeland, kan han udføre rigtigt opklaringsarbejde, og det klæder ham.

Hvis du elsker gode gensyn i gamle film, kan du også spotte Keir Dullea, bedre kendt som Dave i Rumrejsen år 2001, Olivia Hussey, der også er Norma Bates i Psycho IV og Bills kone i den gamle IT, samt Art Hindle, som jeg lige har genset i Stjålne kroppe.

Kort og godt er det en fin, lille gyser efter velkendte, velfungerende opskrifter og med tilpas mange overraskelser til at give dig en (u)hyggelig filmaften.

Nøgleord: , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *