Rumrejsen år 2001 (originaltitel: 2001: A Space Odyssey) er en episk rum-thriller fra 1968 instrueret af Stanley Kubrick (Ondskabens hotel). Den er baseret på flere noveller af science fiction-forfatteren Arthur C. Clarke. Han og Kubrick skrev også manuskriptet sammen.
Handlingen er opdelt i fire dele. Den første er en kort fortælling på Jorden for mange millioner år siden. Den næste springer frem til rumalderen og foregår på månen. Den tredje finder sted 18 måneder senere på en rejse til Jupiter. Den sidste vil jeg undlade at beskrive. Den røde tråd i de fire dele er en mystisk monolit.
Det er en thriller, især den væsentligste del på rejsen til Jupiter. I princippet kunne den del alene have været sin egen film, og det er formentlig også den del, alle husker. Hvis du ikke kender den, vil jeg ikke afsløre mere.
Imponerende flot
Scenografien er fantastisk. Fra titelsekvensen i rummet til landskaberne på Jorden. Pan Americans tur til den roterende rumstation. Den videre færd til månebasen. Modellerne, kulisserne, teknologien. Det er imponerende flotte billeder.
De mest imponerende effekter er visuelle detaljer, du tager for givet i rumfilm dag. Det er ikke de svævende objekter, jeg mener. De er få, og du ved hvordan, de laves. De roterende kulisser derimod. De overrasker med nye vinkler hele tiden. Op er pludselig ned, og skuespillerne bevæger sig ubesværet rundt. Jeg tror, jeg kan gætte hemmeligheden bag filmmagien, men det er stadig flot håndværk. Veludført og nyskabende på det tidspunkt.
Den var i øvrigt nomineret til 4 Oscars. Den vandt i kategorien Best Special Visual Effects.
Ildevarslende slow-burner
Stilmæssigt er det science fiction, der stadig ligner en mulig fremtid. Der er få undtagelser, primært tøjmoden, glimt af TV-programmer og lignende, men det meste ser også futuristisk ud med nutidsbriller. At de dengang troede, det ville være sådan i 2001, er naturligvis en anden snak.
Det er en slow-burner, og der sker meget lidt i lange perioder. Men det gør ikke spor, for billederne er fængslende. Det må have været en forbløffende oplevelse i biografen dengang. At rumfilm også kunne se sådan ud.
Selvom der er meget lidt handling og dialog, er det en fremragende, spændingsmættet og endda uhyggelig fortælling. Hele scenariet er ildevarslende, og filmens skurk er skræmmende – måske især ved gensyn, for man vender og drejer hvert et ord på en anden måde. Leder efter tegn på forandring.
WTF?!
Slutningen er mærkelig, som du måske ved. Jeg vil ikke afsløre detaljerne, men blot sige: WTF?! Kubrick må have røget nogen spændende sager dengang. Jeg vil ikke påstå, at jeg forstår den.
Filmens styrke er scenografien, det flotte håndværk, mystikken og spændingen i handlingen til og med 3. del. Slutningen gør hverken fra eller til. Det er under alle omstændigheder en stor bedrift, og pga. handlingens opbygning trækker det ikke rigtigt fra, at slutningen er besynderlig.
