Jeg, en jomfru (Inga aka. Jag, en oskuld) er et svensk, erotisk drama fra 1968 instrueret af Joseph W. Sarno, hvis erotiske værker bla. inkluderer The Devil’s Plaything.
Denne gang introducerer han en anden svensk stjerne fra sexploitation-genren. Marie Liljedahl er Inga, filmens uskyldige hovedrolle. Hun var balletdanser ved den kongelige opera i Sverige og havde en kort filmkarriere fra 1968 til 1971.
Filmen åbner med en fest. Dansende, unge mennesker til tonerne af et stykke ukendt dansemusik med en lyd, der minder mig om James Bond. Vi er i 60’erne, de glade, svingende, farverige 60’ere. Men filmen er sort/hvid, og det er et mærkeligt syn.
Jeg ved ikke, om det er et kreativt valg eller et spørgsmål om økonomi. Men det får filmen til at virke tung og trist i mange scener.
Penge og sex
Handlingen er et gammeldags drama. Det er næsten som at se en Morten Korch-film uden den muntre tone – og med en hel del mere lummerhed. Der foregår et spil om penge og kurmageri mellem en rig playboy, en velhavende frue, der er ved at have opbrugt sin arv, en fattig, snyltende forfatter og fruens niece, 17-årige Inga.
Men dialogen er også, når det gælder, meget bramfri og drejes hurtigt ind på seksuelle erobringer, pigekroppe og andet lir uden anden anledning end at de alle sammen må være forårskåde eller godt, gammeldags liderlige.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sammenligne den med. Forskellige scener minder mig om alt fra førnævnte Morten Korch til fransk film noir.
Tidlig erotik
Erotikken er relativt sober. Men det er selvfølgelig også en film fra en anden tid. Den seksuelle revolution og det nye frisind var ikke nået til filmcensurens kontorer endnu. I Italien blev den bandlyst, og i USA førte en fremvisning til anholdelser og retsforfølgelse. Dog med frifindelse. Men alligevel.
Få år senere i 1971 blev den tilladt i Italien. Herhjemme blev billedpornoen tilladt i 1969, som du måske ved, og det gav også erotikken videre rammer. Andre lande fulgte snart efter, og erotik i 70’erne er en helt anden snak. Man kan sige, denne film har taget nogle modige, tidlige spadestik.
Nysgerrigheden drev mig hele vejen til rulleteksterne, selvom jeg flere gange overvejede, om jeg gad at se den færdig. Plottet er ikke helt uinteressant, trods alt, selvom afviklingen kunne være bedre. Erotikken får også et ekstra nøk i hver scene.