Ondskabens hotel (originaltitel: The Shining) er en kultgyser fra 1980 instrueret og co-skrevet af Stanley Kubrick. Han er manden bag adskillige mesterlige film, heriblandt Lolita, Rumrejsen år 2001, A Clockwork Orange og Full Metal Jacket.
Den er baseret på Stephen Kings roman af samme navn og følger en lille familie, Jack, Wendy og sønnen Danny, der passer et øde beliggende og oftest indesneet hotel i bjergene i vinterpausen. Jack er forfatter, men ramt af en skriveblokering. Der er ikke mange muligheder for adspredelse i det isolerede og tørlagte hotel. Konen og sønnen stresser ham, men der er også mørke kræfter, som lokker og trækker ham tættere og tættere på vanviddets rand.
Retrospektiv anerkendelse
Anmelderne var delte i 1980. Filmen blev endda nomineret til to Razzies for hhv. Worst Director og Worst Actress. Men mange af dem har skiftet mening siden. Filmen nyder stor anerkendelse i dag. En af dem er Roger Ebert, der retroaktivt gav den en topkarakter i en anmeldelse i 2006 og inkluderede den i sin bogserie over filmhistoriens mesterværker. I 1980 gad han ikke engang at tage den med i sit TV-show.
Shelley Duvall som Wendy Torrance i et sjældent roligt øjeblik.
Stephen King blev aldrig helt tilfreds med filmen. Selvom han anerkender dens uhyggelige og mindeværdige scenografi, synes han ikke, at det er en god filmatisering af hans roman. Utilfredsheden handler om personskildringen af Jack og Wendy, det overnaturlige elements rolle i historien og årsagen bag Jacks vanvid.
Mørke kræfter versus indre dæmoner
King kæmpede selv med alkoholisme, da han skrev bogen. Man kan sige, at det giver den et selvbiografisk islæt. Men temaet træder i baggrunden i filmen. Det er ikke overraskende, at King er utilfreds. Jeg kan godt følge ham. Jeg bed også mærke i, at man ved meget lidt om Jacks alkoholisme i begyndelsen af filmen. Hvis man ikke har læst bogen og derfor ikke ved, at det er en del af karakterens baggrund, er det naturligt, at man vil tillægge de mørke kræfter større betydning end Jacks egne dæmoner.
King mente også, at Jack Nicholson var det forkerte valg, fordi han allerede var berømt som en anden vanvittig karakter, McMurphy i One Flew Over the Cuckoo’s Nest. Derfor ville hans forvandling være mindre overraskende. King havde foretrukket en mere almindelig type som Jon Voight eller Christopher Reeve.
Selvom jeg elsker Jack Nicholson i rollen, har King en rigtig god pointe. Det giver i hvert fald to meget forskellige film. Man kender Jack som vanvittig. Man elsker ham sådan. At se en skuespiller, man ikke elsker som vanvittig, blive vanvittig – forudsat han leverer en troværdig præstation – ville bestemt være mere hjerteskærende.
Når det er sagt, må jeg alligevel sige, at jeg foretrækker Kubricks filmatisering frem for den miniserie King var med til at lave i 1997 med Steven Weber og Rebecca De Mornay. Jeg husker den som udmærket. Den var uden tvivl en mere tro filmatisering, men det er umuligt ikke at sammenligne de to udgaver. Her er Kubricks version overlegen på mange andre punkter.
Modbydeligt skræmmende
Jeg har i denne måned set en del Dario Argento-film. Kubrick har brugt mange af de samme metoder. Scenografien og musikken er fantastisk. Hans scener er modbydeligt skræmmende, selvom du faktisk får overraskende få traditionelle gys. Og i modsætning til Argento, som jeg har været hård imod, fortæller Kubrick også en god, sammenhængende historie.
Han er en mesterlig filmmager. Dette er ikke bare en af hans bedste film, men også et godt eksempel på, hvor bredt han favner. Den ligner ikke nogen af hans andre film. Alligevel rammer han plet.
Selvom King ikke selv er vild med den, er det også en af de bedste King-filmatiseringer.
