Lolita er et drama fra 1962 instrueret af Stanley Kubrick. Kildematerialet er en roman fra 1955 af den russisk-amerikanske forfatter, Vladimir Nabokov. Trods sit kontroversielle emne regnes den for en af det 20. århundredes bedste værker.
James Mason er på den igen. Jeg har netop set ham som midaldrende kunstmaler overfor en 17-årig koralpige i Pigen på koraløen. Her spiller han en midaldrende professor, der forelsker sig i 17-årige Lolita.
Som om det ikke var kontroversielt nok, har de castet 14-årige Sue Lyon i rollen. I den anden film castede de trods alt 22-årige Helen Mirren. Produceren James Harris har ovenikøbet forklaret valget af Lyon med disse ord:
“Vi vidste, vi måtte gøre Lolita til et sexobjekt. Vi ville sikre os, at publikum forstod, hvorfor alle ville hoppe på hende. Det måtte ikke blive perverteret.”
Øhm, okay. Det skurrer altså i moderne ører. Jeg formoder, at han taler om hendes fysik. Hun ligner en ung kvinde, ikke et barn. Sanserne snydes. Desuden var Lolita bare 12 år i romanen. De kan have set det som et stort skridt i den rigtige retning.
Man glemmer også, at “det var en anden tid” ikke bare er noget, vi siger. Det gjaldt i praksis. Elvis Presley mødte f.eks. Priscilla, da hun var 14 år. Han var 24. Selvom de først blev gift senere, var der tale om en romance. De flyttede sammen, da hun var 17.
Herhjemme har f.eks. Simon Spies også mange ihærdige forsvarere af sine umyndige morgenbolledamer. Mens nogen forarges, insisterer andre på, at det skulle være sådan, fordi det var sådan. De nægter nærmest at reflektere over det af samme grund.
Disse eksempler er blot for at sætte tingene i perspektiv. Da de lavede filmen, var de præget af den tids normer. Hvilket ikke er en undskyldning. Blot en forklaring.
Det er første gang, jeg ser den. Jeg har heller ikke set remaket i 1997 med Jeremy Irons. Men de har valgt to meget forskellige retninger. Her har de castet en ung kvinde – i hvert fald af udseende – og hun er et sexobjekt jvf. producerens egne ord. Vi møder hende første gang i baghaven i bikini.
I remaket er Lolita tre år yngre (14). De har castet 15-årige Dominique Swain. Men den største forskel er, at hun ikke ligner en ung kvinde, men et barn. Med både rottehaler og bøjle. Hun seksualiseres også mere end Lyon. Det er langt mere creepy.
Psykologisk thriller
Kubrick underspiller det visuelle. I stedet beskæftiger han sig med det psykologiske i professorens karakter. Begæret, jovist. Men det udspiller sig primært i mandens dagbog og udenfor skærmen. Vi må gætte os til resten.
Det, vi ser, er et karakterstudie. Professoren mister kontrollen. Han sætter alt ind på at være sammen med Lolita. Han bliver besidderisk og frustreret, når det ikke går hans vej. Han lever i fantasiens trygge skød og tænker ikke på andet end hende og det kommende minut.
Instruktøren fokuserer klogt på hovedpersonens besættelse og paranoia. Hans djævelske planer og desperate forsøg på at holde på Lolita – og holde hende fra alle andre tillige. Oftest er den mere som en thriller a la Hitchcock end en lummer affære mellem en purung pige og en gammel gris.
Komikeren Peter Sellers har en birolle som en mindre kendis. En rival i kampen om Lolita. Men filmen er mere alvorlig end Pigen på koraløen. Der er drama og sågar mord, hvilket overraskede mig. Her spolerer jeg næppe for meget, da det sker i åbningsscenen.
Selvom Kubrick anvender sort humor i udvalgte scener. Lyon castedes som et sexobjekt, romantiserer den ikke fantasien. Det står hurtigt klart, at professorens besættelse er særdeles usund. Derudover er han ikke en synderligt sympatisk karakter.
Det er ikke den film, man kunne frygte. Det er snarere en tragedie. En advarende fortælling om, hvor galt en besættelse kan gå. Både for den besatte og objektet for besættelsen. Den rummer væsentligt mere end forventet.
