Pigen på koraløen (originaltitel: Age of Consent) er en romantisk komedie fra 1969 baseret på en delvist selvbiografisk roman af den australske forfatter Norman Lindsay. Han er også kendt for filmatiseringen af Sirener med Sam Neill og Elle Macpherson.
James Mason, kendt som bl.a. kaptajn Nemo i Disneys En verdensomsejling under havet og professor Humbert i Stanley Kubricks Lolita, spiller kunstmaleren Brad Morahan. Han trænger til nye himmelstrøg og slår sig ned på en lille ø ud for Australiens kyst for at nyde freden og finde ny inspiration.
Her møder han Cora, en 17-årig teenagepige spillet af dengang 22-årige Helen Mirren i sin første hovedrolle. Hun er forældreløs og drømmer om at rejse væk fra øen. Det kræver intet geni at gætte, at hun bliver hans unge muse i ånden – og model i praksis.
Den vækker minder om Lost in Translation, hvor Bill Murray spiller en udbrændt filmstjerne overfor purunge Scarlett Johansson, der faktisk var 17 år, da de indspillede den. Forholdene i de to film udvikler sig dog meget forskelligt. Bill og Scarlett stopper, før legen bliver alt for upassende.
Tonen i denne film er munter og humoristisk. Den har masser af glimt i øjet i sit portræt af det magelige øsamfund og dets beboere. Ofte er den som et lystspil med flere morsomme situationer.
Det er en visuelt betagende og sågar forførende film. Ikke mindst pga. den smukke natur ved Great Barrier Reef. De har allieret sig med professionelle undervandsfilmfolk for at fange hver en fisk og konkylie.
Bar røv og snorkel
Unge frk. Mirren pynter også på biograflærredet. Hun smider det hele og svømmer yndefuldt rundt med bar røv og snorkel, som vor himmelnisse har skabt hende. Hun er helt naturlig og smuk som en engel.
Det falder fint i tråd med filmens maleriske tema, men det harmonerer også med pigens egen udvikling og opdagelsesrejse som ung kvinde. Hun er uerfaren, men nysgerrig og fuld af hormoner. Livet skal leves, og alt skal prøves. Oprøret ulmer. Det samme gør kærligheden.
Det var en anden tid, og disse filmmagere har ingen kvababbelser ved at give den umyndige pige og den meget ældre kunstner en lykkelig slutning. Selvom fuldbyrdelsen ikke sker på denne side af rulleteksterne, er der ingen tvivl om karakterernes intentioner.
Faktisk blev bogen kortvarigt bandlyst i sin tid. Men fantasien overlevede, og de dyrker den ufortrødent. Kun én karakter protesterer, men hun forestiller sig noget langt værre og er i øvrigt en tosset alkoholiker.
Konklusion. Den er mere humoristisk end alvorlig. Den er sanselig, men også mere end bare en forbudt fantasi. Den er skrevet af en mand, men Cora har også sin egen fortælling. Der er meget at nyde, hvis man ikke overanalyserer den. Hold så op.
