Project X er en science fiction-thriller fra 1968 instrueret af William Castle. Han har bl.a. instrueret House on Haunted Hill med Vincent Price og produceret Roman Polanskis genreklassiker, Rosemary’s Baby.
Filmen er baseret på to romaner af den britiske forfatter, L. P. Davies; The Artificial Man og Psychogeist. Han sammenlignes ofte med Philip K. Dick. Præmissen i The Artificial Man minder om Dicks Time Out of Joint.
Det kombinerede plot er kompliceret, og det hjælper ikke, at store dele af forhistorien og andre vigtige og evt. videnskabelige detaljer overleveres i relativt lange dialogscener mellem forskere og militærfolk.
Handlingen foregår i år 2118. En amerikansk spion har mistet hukommelsen, men kort forinden transmitterede han en advarsel om udryddelsen af vesten. De forsøger at genskabe hans hukommelse med uortodokse og ret mærkværdige metoder.
Som i en hver god science fiction-fortælling beskæftiger den sig med aktuelle emner såsom overbefolkning, biologisk krigsførelse, genteknologi og meget andet. Der er enkelte løftede pegefingre trods dr. Crowthers malplacerede munterhed.
Tørt og kedeligt syretrip
Posen er meget fuld, og man genkender flere idéer i senere genrefilm. De har roteret i forfattermiljøet og de videnskabelige kredse. Det er ikke et dumt udgangspunkt, og der gemmer sig muligvis en bedre film bag Castles mangelfulde resultat
Problemet er især førnævnte brug af dialog frem for handling. Det bliver alt for tørt og sværere at følge. Men det er samtidig en indiefilm, og budgettet sætter sine begrænsninger.
Bl.a. har de hyret Hanna-Barbera, folkene bag Flintstones mfl. til at tegne større effektscener. Nøgleordet er tegne, for deres tegninger snyder ingen. Det minder mig om de ældste Superman-film, hvor den flyvende Superman også er tegnet.
Derudover leger de med datidens farverige effektpalet. Det kan bedst sammenlignes med slutningen i 2001: A Space Odyssey. Et regulært syretrip illustrerer forskernes indblik i den menneskelige psyke, hvor de afdækker den glemte mission.
På IMDb får den bedømmelser i begge ender af spektret. Nogle er vildt begejstrede for konceptet og det bagvedliggende tankesæt. Jeg ser det, men eksekveringen halter. Det nytter ikke at skabe verdens bedste film på papiret, hvis man ikke kan realisere den.
