Rosemary’s Baby

Rosemary’s Baby er en kultgyser fra 1968 baseret på en roman af Ira Levin, der også har forfattet The Stepford Wives og Sliver, som også begge er filmatiseret, og den første er også en kultgyser med flere efterfølgere, remakes og spin-offs på bagen. Selvom hans navn ikke er nær så kendt, er det lige før, at han giver Stephen King kamp til stregen, for det meste af hans forfatterskab er også filmatiseret.

Handlingen følger et ungt ægtepar, Guy og Rosemary Woodhouse, en lovende skuespiller og hans yndige hustru, der flytter ind i en gammel bygning med en berygtet historie, som inkluderer mord og kannibalisme. Naboerne, et ældre ægtepar, er excentriske og meget nysgerrige, synes Rosemary, og snart begynder mystikken at brede sig. Men parret er lykkelige og inden længe er de også i lykkelige omstændigheder, som man siger, og for en stund er alting godt.

Jeg vil ikke afsløre mere om handlingen, for den er fuld af mystik og uventede drejninger, og dem skal man ikke kende på forhånd. Du vil naturligvis forsøge at regne ud, hvad der foregår, når du ser den, og du vil også gætte rigtigt i mere end et tilfælde, men det tager intet fra oplevelsen, som i det hele taget er yderst tilfredsstillende.

Mia Farrow var ung, 23 år gammel, og rollen som Rosemary Woodhouse var hendes første hovedrolle, men hun var kendt fra soap-serien Peyton Place og som Frank Sinatras 3. hustru – de blev gift i 1966. Han var i øvrigt 30 år ældre end hende – så Paramount tog chancen med hende, selvom de oprindeligt ønskede en større stjerne.

Hr. Sinatra, det gamle fjols, havde forlangt, at hun opgav sin karriere for ham, så han blev rasende og sendte skilsmissepapirerne midt under optagelserne. Mia forsøgte at springe fra for at redde ægteskabet, men Paramount-bossen Robert Evans overtalte hende til at blive, heldigvis, og filmen skabte hendes karriere. Men Sinatra, det stædige, gamle fjols, stod fast på sit, og de blev skilt i 1968.

Man kan sige meget negativt om instruktøren Roman Polanskis person, og det skal man også, men han er en dygtig filmmager. Filmen er et imponerende værk, og man mærker ikke, at den er 50 år gammel. Den er veludført og medrivende og uhyggeligt meget bedre end størstedelen af nutidens film. Den anvender klassiske og tidløse spændingsværktøjer og minder dig om, at du ikke har brug for action og CGI for at få god underholdning.

Nøgleord: , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *