Superargo and the Faceless Giants

Superargo and the Faceless Giants (L’invincibile Superman) er en italiensk-spansk superheltefilm fra 1968, som jeg faldt over på Amazon Prime. Nysgerrigheden greb mig, og pludselig havde jeg set hele filmen. Bagefter har jeg læst, at det er en efterfølger til Superargo Versus Diabolicus, men det mærkede jeg ikke, da jeg så den.

Titelfiguren er en tidligere wrestler, der har valgt at bruge sine muskler i den gode sags tjeneste og bekæmpe forbrydere i stedet for andre wrestlere. Og det er han rigtig god til, for i denne filmverden er wrestlere de mægtigste kæmpere, man kan forestille sig. Kun en anden wrestler kan tilnærmelsesvis udfordre ham. Selv de ansigtsløse giganter, som viser sig at være cyborger, har ikke en chance, uanset hvor mange, de er.

Han er iført et knaldrødt, skudsikkert trikot, og han har en østerlandsk makker ved navn Kamir, der lærer ham at blive åndeligt super også. Men alle kan lære det, insisterer Kamir, for det er ikke magi, men videnskab. Alt, det kræver, er dedikation, og Superargo har masser af dedikation. Han er superhelt 24/7, og han har naturligvis overgået sin læremester for længst.

Han er i princippet en papfigur. Der er ingen lag, kun en række egenskaber, og han burde være dødkedelig. Men summen af egenskaberne og den absurde superheltehistorie er alligevel overraskende underholdende. Jeg vil ikke kalde den en god film, men jeg morede mig ganske fint.

Det er en b-film, og den er bestemt ikke velbevaret. Billedet er fuld af ridser og huller, og farverne er blegnet og nærmest jordslåede. Der er uden tvivl filmnørder, der vil elske det, og det er også det look Rodriguez og Tarantino har forsøgt at efterligne i deres grindhouse-projekt. I hvert fald til en vis grænse. Jeg har ikke selv noget særligt, nostalgisk forhold til det, da mine biografoplevelser begynder i 80’erne, men det generede mig heller ikke.

Den minder om de gamle superheltefilm fra 30’erne og 40’erne, men også en smule om 60’ernes Batman-serie. Den tids Batman var perfekt på samme måde, og selvom hvert afsnit endte med en cliffhanger, der kunne føre til en grum skæbne for den dynamiske duo, havde Batman altid den helt rigtige dims i bæltet, og i løbet af nul-komma-fem var han og Robin fri igen. Superargo og Kamir har deres eget dødsfældeøjeblik i filmen, og jeg spolerer næppe noget, hvis jeg afslører, at de undslipper med samme lethed som Batman og Robin.

Det er ikke en god film, og Superargo er egentlig ikke nogen god figur, men jeg morede mig, og summen af alle dens dårligdomme var ganske underholdende. Hvis du er nysgerrig, ligger den i skrivende stund på Amazon Prime.

Nøgleord: , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *