Sliver

Sharon Stone er en sexgudinde. Kan man sige det i disse tider? Jeg vover forsøget. Hun brød igennem i 1992 i Paul Verhoevens Iskoldt begær (Basic Instinct) som Catherine Tramell, en lynende intelligent og seksuelt frigjort kvindelig krimiforfatter og seriemorder, og hun tog verden med storm. Ikke mindst pga. en ganske særlig og temmelig kontroversiel scene, men så sandelig også fordi hendes talent som skuespiller gav hende velfortjent anerkendelse og mange store roller i årene, der fulgte.

Men dette er ikke en anmeldelse af Iskoldt begær. Den må du have til gode.

Sliver er en erotisk thriller fra 1993, og på en måde er det Sharons svære toer. Det er hendes første film efter det store gennembrud, og den forsøger at genbruge en stor bid af succesopskriften fra Iskoldt begær. Da jeg så den første gang i 90’erne, var det umuligt ikke at sammenligne dem.

Sharon er Carly Norris, en nyskilt forlagsredaktør, der flytter ind i et eksklusivt lejlighedskompleks, hvor hun møder og indleder et hedt forhold til en af de andre beboere, Zeke (William Baldwin), en ung computerspilsdesigner. Hun opdager også, at den tidligere beboer i hendes lejlighed, en ung kvinde på hendes egen alder, styrtede i døden fra altanen, og filmen store spørgsmål er, om det var en ulykke eller et overlagt mord – og i så fald, hvem der myrdede hende?

Den er baseret på en roman af Ira Levin, der også har skrevet Rosemary’s Baby og The Stepford Wives, og der er ingen tvivl om, at han kan brygge en god historie sammen. Men filmen blev flået i småstykker af kritikerne, og på Rotten Tomatoes må den nøjes med 11% positive anmeldelser.

William Baldwin og Sharon Stone bliver hurtigt dus.

Jeg kan huske, at jeg heller ikke var imponeret, da jeg så den første gang. Det er en erotisk thriller lige som Iskoldt begær, og den gør flittigt brug af alle Sharons kødelige talenter. Den forsøger også at give publikum en ny kontroversiel scene, men i modsætningen til scenen i Iskoldt begær, er denne scene 100% sex. Den er ikke pakket ind i et intelligent hvem-snører-hvem-forhør, hvor det seksuelle element anvendes som et (pun intended?) frontalt angreb på modparten. Og derfor har den ikke samme effekt.

Sliver er ikke på højde med Iskoldt begær. Bestemt ikke. Men jeg oplever ofte, at jeg ikke er ved at blive en gnaven, gammel mand med alderen, snarere tværtimod. Der er mange film, jeg var hårdere mod, da jeg var yngre, som jeg bedre kan lide i dag. Og Sliver er en af dem.

Det er en underholdende film, og selvom plottet er en anelse rodet, er der masser af gode elementer i den. Jeg må også indrømme, at jeg faktisk havde glemt tilstrækkeligt meget af den, så jeg kunne på ny sidde og gætte på, hvem morderen er, og det er altid en del af fornøjelsen i et mordmysterie.

Den oser også af nostalgi, og jeg står gerne ved, at det er en faktor, når jeg genser gamle film. Hvis du ikke har det lige sådan, kan du eventuelt trække det hjerte fra, som jeg ofte lægger til, når jeg har hygget mig i selskab med min ungdoms eller barndoms gamle helte og heltinder – eller gamle flammer i Sharons tilfælde.

Nej, det er ikke hendes bedste, men hun er skøn, og det var et godt gensyn med en 90’er-thriller, der bød på mere spænding og god underholdning, end jeg huskede.

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *