Kom og vask min elefant

Kom og vask min elefant (originaltitel: The Party) er en komedie fra 1968 skrevet og instrueret af Blake Edwards, manden bag Den lyserøde panter mfl.

Denne gang har han castet Peter Sellers som en uduelig, indisk skuespiller, der ved en fejltagelse inviteres med til en fest i Hollywood. Her klovner han rundt på bedste Clouseau-manér, og festen ender i et kaos med både skumbad og elefantvask.

Der er stort set intet plot. Det er en typisk fest, hvor gæsterne mingelerer og nogle vil være dus, mens andre snakker forretninger. Sellers rolle, Hrundi V. Bakshi, er som en hund i et spil kegler, en fisk ude af sit rette element og i flere tilfælde en tyr i en porcelænsbutik.

Han flytter sig fra sted til sted, gæst til gæst, og skaber akavede situationer og decideret kaos alle vegne. Det minder om Clouseau til festen i finalen i den første Den lyserøde panter. Men her fylder festen hele filmen, og handlingen er mere tilfældig.

Som nævnt er rollen indisk. Sellers er indsmurt kraftig makeup og taler som Apu i The Simpsons. Han ligner en af sine mange forklædninger i Clouseau-filmene, men her skal det forestille at være ægte, og det er forstyrrende.

Den er sjov i flere udvalgte scener, især den fysiske komik. Men den lever ikke op til sit ry som en genreklassiker. Dels er den ikke ældet særligt yndefuldt, men det er også er en tynd omgang. Du får det samme, men bedre og mere til, når Sellers optræder som Clouseau.

Hvis du alligevel er nysgerrig, ligger den i skrivende stund på Prime.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.