Sanjuro er en japansk actionthriller fra 1962 instrueret og co-skrevet af Akira Kurosawa. Den er baseret på Hibi Heian, en roman af Shugoro Yamamoto. Efter instruktørens succes med Yojimbo, blev den omskrevet til at være en efterfølger.
Toshiro Mifune er derfor tilbage som den herreløse og relativt dovne ronin med de vilde evner, når først han finder armene frem. Han vågner tilfældigt op i et offentligt tempel og overhører et møde mellem ni unge samuraier. De er fanget i en magtkamp mellem deres forstander og kammerherre. Mifune redder dem fra at havne i en fælde og beslutter at hjælpe dem resten af filmen.
I modsætning til forgængeren er Mifunes rolle på plads som en vandringsmand, der hjælper andre på sin vej. Han forsøger ikke længere at mele sin egen kage med et dobbeltspil. Her er hans loyalitet etableret fra begyndelsen, og han er aldeles uegennyttig.
Til gengæld foretrækker han stadig at lave mindst muligt. Han er decideret på langs i flere omgange, og det er ikke fordi, han har kvinder på besøg. Han er bare evigt på nippet til at tage en morfar. Eller ved at nyde en risbolle.
Han deler ud af sine erfaringer og strategiske snilde. Når det gælder, lader han sværdet tale. Her er han overlegen. Skarpe, korte hug er mere end overbevisende. Uanset antallet af fjender er han altid i overtal. Hans legende er indiskutabel.
Det er en solid genrefilm med masser af god underholdning og mere action end forgængeren. Til gengæld er der mindre psykologisk drama og ingen karakterudvikling. Man kan derfor sige, den rummer mindre. Det trækker lidt fra.
