Vincent Cassel som Yann Lepentrec aka. “Dobermann.”
Dobermann er en fransk actionthriller fra 1997 instrueret af Jan Kounen. Han er også kendt for en filmatisering af tegneserien Blueberry i 2004 samt fire musikvideoer med Erasure.
Vincent Cassel og Monica Bellucci er et kriminelt kærestepar a la Mickey og Mallory i Natural Born Killers. De arbejder dog ikke alene, men leder en hel bande bankrøvere. De udfører et stort bankrøveri, og en sadistisk narkostrømer tager det som en krigserklæring.
Det er en vild og syret actionfilm med forherligende tegneserievold og tilhørende karikaturer med hvert sit stereotype særpræg. Den er kraftigt inspireret af filmmagere som Quentin Tarantino, Guy Ritchie og franske Luc Besson.
Den hører til i en subgenre, der opstod i netop det årti. På sin vis inspireret af 1970’ernes exploitation-hævnthrillere, men med sit eget MTV-agtige visuelle udtryk.
Det er ikke en dybsindig film. Plottet er enkelt og tempoet er højt. Som en technosang, der buldrer derudaf, mens overgearede teenagere knepper dansegulvet i smadder.
Jeg husker at have set den dengang. Jeg var vild med de nævnte filmmagere samt vores egne forsøg i samme genre; Pusher, I Kina spiser de hunde mfl. Filmen havde opbygget et betydeligt ry, og vi glædede os til at se den.
Dengang var jeg undervældet. Jeg husker ikke præcis hvorfor. Om historien var for tynd eller humoren faldt udenfor. De fleste karakterer er decideret usympatiske eller bare møgirriterende. Kun Dobermann og damen er gennemgående seje.
Alle drejeknapperne op på maks
I dag vil jeg gerne overgive mig. Dels er jeg mere hærdet af vildere og mere snaskede film, jeg har set siden. Men jeg har nok også – hvis jeg skal trutte lidt i mit eget horn – opnået en større forståelse for genrefilm. Jeg ser i hvert fald noget mere i filmen i dag.
Plottet er mindre vigtigt. Der skal bare ske noget. Det handler netop om stil over substans, og det må filmmagere altså godt kaste sig ud i. Den kritik er sgu ved at være for kedelig. Konventionerne er til for at blive brudt.
Det er ufortyndet underholdning fra en anden rodfrugt. Glem alt om finere madlavning og opstoppet vinsmagning. Her får du høje procenter i små glas. De skal bare høvles ned, så festen kan begynde.
Filmen er som et teenageoprør imod alt det, de gamle kan lide. Den gør tingene på sin egen måde. Jovist, den høster inspiration i samtiden. Den forsøger ikke at skabe sin egen subkultur, men finder et frirum i det miljø, som opstod i 90’erne.
Jeg er blevet en nostalgiker på mine gamle dage, og jeg elsker det. Jeg accepterer også, at når instruktøren går så langt, at det bliver lidt ubehageligt at kigge på, er det meningen. Lige som nogle karakterer er über-seje, er andre über-onde eller bare über-nasty.
Kounen skruer alle drejeknapperne op på maks. Det er beskidt, det er frækt, det er væmmeligt, det er fedt.
