Natural Born Killers

Natural Born Killers er en thriller fra 1994 instrueret af Oliver Stone. Han er manden bag klassikere som Platoon, Wall Street og JFK. Den er baseret på et originalt manuskript af Quentin Tarantino, men Stone ændrede så meget, at Tarantino kun er krediteret for “story,” dvs. den overordnede fortælling.

Woody Harrelson og Juliette Lewis er Mickey og Mallory Knox, et morderisk ægtepar a la Bonnie og Clyde, bare meget, meget værre. De hærger landevejene i USA med både ordensmagten og medierne i hælene.

Den ligner mere en Tarantino-film end en Stone-film, ikke kun pga. handlingen og karaktererne, men også pga. fortællestilen. Stone blander stilarter. Nogle scener er som en sitcom, andre er tegnefilm. Nogle er syrede a la hans egen The Doors, andre ligner hjemmevideo. Dele af den er fortalt via et fiktivt true crime-TV-show, som dækker parrets blodige Tour de Murica.

Junkfood til hjernen

Det er lidt usædvanligt, men det fungerer ret godt. Det minder lidt om Tarantinos egen Kill Bill, hvor han også veksler mellem stilarter. Stone bruger det som en kommentar til al den vold, vi får igennem TV-skærmen. Som TV-værten Wayne Gale (Robert Downey Jr.) siger: “Det er junkfood til hjernen.”

Et andet tema er fascinationen og sågar idoldyrkelsen af serie- og massemordere som f.eks. Charles Manson. Mickey og Mallory opnår nærmest heltestatus hos de unge, og filmens popularitet understreger det. Jo, jo, det er fiktion, men det er da interessant, at deres karakterer tiltrækker os.

Tarantino gav Stone sin velsignelse i et interview i 1993. Senere har han udtalt, at han hader filmen, og hvis folk kan lide hans værker, skal de ikke se den.

Jeg elsker Tarantino. Flere af hans film er blandt mine yndlingsfilm, og han er en af mine foretrukne instruktører. Jeg sætter ham foran Stone alle dage i ugen. Stone er naturligvis en mester, men Tarantino gør mere for mig.

Jeg forstår godt, han føler sådan. Manuskriptet er trods alt hans kreative baby. I hans øjne må filmen være et misfoster. Men jeg er vild med Stones udgave alligevel. Selvom den lugter lidt af Tarantino, er det ikke en billig kopi. Tværtimod.

Lovløst filmmageri

Det, jeg kan lide ved Tarantino – ud over hans specifikke stil og dialog – er særpræget. At han gør tingene på sin måde og giver sit publikum en oplevelse, der ikke bare ligner alt andet. Jovist, han er inspireret, men ud af det vokser noget nyt.

Det gør Stone også i Natural Born Killers. Ingen andre ville have lavet den sådan. Ikke engang Tarantino selv. Det er en form for lovløst filmmageri. Et opgør med konventionel historiefortælling på det store lærred.

Det passer perfekt til tiden og til filmens temaer. Den kunne næppe være blevet til i et andet årti. Men den føles ikke forældet af den grund. Snarere nyklassisk. Lige som tidligere årtiers musik stadig holder, selvom lyden umiskendeligt hører til i sin egen tid.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.